Hans dybe tro smitter os

Arvo Pärts sørgeligt-smukke bekendelser stræber ydmygt efter det guddommelige. Værk efter værk gentager han den samme bøn med uformindsket held hos et kæmpe publikum. Nu fylder den ubestikkelige komponist 80 år.

Af Per Rask Madsen

Han kunne have fået hvad som helst. Bestillinger fra alle de store musikinstitutioner, divaer og stjernesolister til at promovere sin musik over hele verden, lukrative crossover-projekter. Men det ville bare ikke ligge til den nu 80-årige estiske komponist, der ved at forblive sig selv har opnået en gigantisk fanskare, som favner lyttere langt ud over den klassiske musiks vanlige lyttere.

En opera har han aldrig skrevet, det sceniske og ekstroverte ligger bare ikke til ham, selvom han komponerer enkelt og forståeligt, så tårerne vælder frem på bageste række.
Der er hele næsten fire årtier imellem 3. Symfoni (1971) og 4. Symfoni ʼLos Angelesʼ (2008), hvor hans opdagelse af tidlig musik i halvfjerdserne for altid ændrede hans æstetik. Som i utallige andre modne Pärt-værker er 4. Symfoni kun skrevet for strygere og slagtøj (+harpe). Hvorfor i hulen, kan man tænke, udnytter manden dog ikke hele orkestret med alle dets farver og kombinationsmuligheder? Fordi det er en dybt integreret del af hans udtryk af reducere, så udtrykket træder renest frem, enkelt uden noget at misforstå.

Virtuos er det sidste, Pärts musik er. Med sin såkaldte ʼholy minimalismʼ står han i skærende kontrast til Darmstadt-skolen, de franske spektralkomponister og herhjemme systemkomponister såsom Per Nørgård, der alle søger en kompleksitet, en interferens mellem toner og polyfoni af toner eller farver. Hos Pärt er det hele så uprætentiøst, så åbent og utvetydigt og på samme tid så skærende smukt i sin triste skønhed.

Han er igen og igen blevet stemplet som munk, og det image gør han meget lidt for at ridse, men syndefri betragter han sig ikke. Sine tidlige år som avantgardekomponist står han ved, selvom han aldrig har set sig tilbage og genoptaget stiltræk fra den tid. Trods sin indadvendte person har han som ester været en torn i øjet på myndigheder i Moskva, først med sin ikke særlig socialrealistiske avantgarde, senere med sin nyfundne religiøsitet og sidst med åbne sympatierklæringer til Rusland-kritikere såsom den undersøgende journalist Anna Politkovskaya og oliemillardæren Mikhail Khodorkovskij.

I dag opføres især Pärts værker fra sluthalvfjerdserne og frem, hvor han fandt på sin enkle kompositionsmåde, han kalder tintinnabuli, som betyder små klokker. Enkelheden er provokerende kompromisløs i ʼSarah Was Ninety Years Oldʼ (1977), hvor de første fem minutter føles meget lange med dumpe pizzicati, der ikke kommer ud af stedet, som eneste aktivitet; i den efterfølgende sats synger et vokalensemble pludselig a capella og ordløst, så vi i stedet må læse teksten fra ʼSkabelsesberetningenʼ om den 90-årige gravide uden sang til. Det populære kammerværk ʼFratresʼ (1977-1992) findes i et dusin forskellige versioner og begynder mere virtuost end normalt hos Pärt, men stadig inden for et begrænset harmonisk materiale. Treklangene, dur og mol, og simple trinvise melodilinjer er essentielt for ham.

Et kvantespring skete i 1984 med det tyske pladeselskab ECMs udgivelse af albummet ʼTabula Rasaʼ, som blev startskuddet til en lang række storsællerter. Gennem ECMs grundlægger og producer, Manfred Eicher, mødte Pärt også vokalkvartetten Hilliard Ensemble, som ændrede den ellers instrumentalt komponerende esters virke: »Tårene trillede ned ad kinderne på mig, og jeg var ude af stand til at sige, hvor jeg var – i himlen eller her på Jorden. Det var et chok«.

Musikhistorien rummer eksempler på komponister, der har levet et isoleret liv uden ret mange ydre påvirkninger, såsom Haydn. Et værk som ʼMiserereʼ (1989/1992) er skrevet for kammerkor og kammerensemble, og er klangligt mere avanceret end normalt hos Pärt med pudsigt nok både el-guitar og el-bas i besætningen, men ellers har han for vane at dyrke det asketiske. Som komponistkollegaen Steve Reich udtrykker det: »Han har fuldstændig ingen kontakt med tidsånden, og alligevel er han så enormt populær. Hans musik opfylder et dybt menneskeligt behov og har intet med modeluner at gøre«.

Foto: Kaupo Kikkas / Sveriges Radio