Opsætningen af Humperdincks eventyropera bliver reddet af kombinationen af uhygge og himmelsk skønhed.

Af Andrew Mellor

Humperdincks opera ‘Hans og Grete’ har fået tilnavnet “Wagner for børn” på grund af sin kombination af det højtidelige og enkle. Den deler en række musikalske kvaliteter med Mozarts “Tryllefløjte” men har måske endnu mere til fælles med Wagners ‘Parsifal’, som Humperdinck i tidernes morgen tilføjede et par takters musik i første akt. Men ‘Hans og Grete’ er unik: Den fineste eventyropera, som indeholder nogle af de mest stemningsfulde orkesterpartier og vokalmusik, der nogensinde er komponeret, og scener – blandt andet en fortryllet skov og en ond heks – der har evnen til at besnære en sal fuld af voksne såvel som børn.

Juleopsætninger af ‘Hans og Grete’ er en fast tradition i Tyskland, men operaens lutherske og allegoriske elementer kan også sagtens vinde genklang i Skandinavien. Denne opsætning i Malmö Opera bygger på den tyske tradition, som sæsonbetonet, folkloristisk underholdning for hele familien. Ved premieren var der stort set ingen voksne, som ikke blev ledsaget af et barn.

Og børn er de klogeste og hårdeste kritikere, når det gælder fortolkningen af netop denne opera. De værdsætter Humperdincks rene fortælling (der bygger på Grimms eventyr) og de stemningsfulde orkestereffekter, men de er også hurtige til at opfange, hvis en instruktør prøver at tilføje unødvendige konceptuelle tricks. Linus Fellboms opsætning fra 2014 var til lejligheden instrueret af Alexsander Brandt og sunget på svensk, og det meste af vejen lykkedes det at holde koncentrationen i salen.

Det kunne dog nemt været gået anderledes, for en stor del af handlingen i første akt virkede lige lovlig distanceret såvel fysisk som musikalsk. Børnenes hus, der er placeret bagerst på den dybe scene, var meget langt væk fra publikum, da der også er en orkestergrav mellem. Og dirigent Ville Matvejeffs tilføjede endnu mere emotionel distance ved en højtidelig fremfor mere biografvenlig tilgang til musikken.

Det der redder opsætningen er en blanding af uhygge og himmelsk skønhed. I stedet for at beskrive en ondskabsfuld heks i første sats, synger børnenes far om et par onde øjne, en synliggørelse af vores største frygt, der dukker op flere steder i opsætningen. I den magiske drømmepantomine, der afslutter andet akt, er de fjorten engle omdannet til en gruppe vaklende, gamle kvinder klædt i hvidt, som dukker op på lossepladsen, hvor børnene ligger og sover. Heksens hule indeholder en bunke gamle retro-køleskabe, der næppe er fyldt med knækbrød og julegrød, og da Hans og Grete smider den gamle heks i ovnen, bliver køleskabenes indhold afsløret. De er fyldt med heksens tidligere ofre, i form af frosne børn, der nu langsomt tør op og kommer til live igen.

De genoplivede børn og de gamle engle (i andet akt), spilles dygtigt af piger fra gymnastikholdet Malmöflickorna. Men da vi skal høre de befriede børn synge, er alt, hvad vi får, en optagelse af Malmö Operaens børnekor. Det efterlader et tomrum i operaens kulmination og virker skuffende, når man tænker på Malmø Operaens ønske om engagement i lokalsamfundet.

Den bedste sang og det bedste skuespil står tenor Jonas Durán for med sin udgave af heksen, der viser hans evner ud i komisk timing, samt sopranen Hanna Husáhr, der synger med friskhed, og som lader til at nyde rollen som Grete. Mezzosopran Emma Lyréns parti som Hans er ikke så overbevisende, men sammen med Husáhr stod hun for en delikat udgave af den berømte aftensbøn. Resten af holdet er udmærket castet, men de ville alle have glæde af lidt mere nærvær og historiefortælling fra dirigent og orkesters side. Men ligegyldig hvad så sørger Humperdinck selv for, at julen med ‘Hans og Grete’ ikke skuffer fuldstændig.

Hans och Greta
Malmö Opera, 9.12.17

– o –

Hansel and Grete at the rubbish dump | Operareview

What saves the show is a combination of unsettling spookiness and heavenly beauty.

By Andrew Mellor

Humperdinck’s opera Hansel und Gretel has earned the nickname ‘Wagner for kids’ for its combination of solemnity and simplicity. It shares some musical qualities with Mozart’s The Magic Flute and even more with Wagner’s Parsifal, to which Humperdinck contributed a few bars of music. But in truth Hansel and Gretel is unique: the finest of fairytale operas that contains some of the most evocative orchestral and vocal music ever written and scenarios – including a mysterious forest and an evil witch – that have the capacity to enchant a room full of adults as well as children.

Christmas performances of Hansel and Gretel are traditional in Germany but the opera’s Lutheran and allegorical elements resonate in Scandinavia too. This production at Malmö Opera was conceived along German lines as a seasonal, vernacular entertainment for families. Even on the opening night, it was rare to see adults who weren’t accompanied by children.

And children are the wisest and harshest of critics when it comes to interpretations of this opera. They appreciate Humperdinck’s clear narrative (adapted from the Brothers Grimm) and evocative orchestral effects and they are the first to smell a rat when a director attempts needless conceptual tricks. Linus Fellbom’s staging from 2014, revived here by Alexsander Brandt and sung in Swedish as Hans och Greta, held the attention of everyone in the theatre from start to finish – just about.

It could easily have been different. Rarely for a Malmö Opera production, much of the action in Act I felt distant physically and musically. The children’s house, positioned deep into the stage on its revolving section, is a long way from the audience and a fair way behind the theatre’s deep, bulbous orchestra pit. Ville Matvejeff conducts with more appreciation for ceremony than cinema, which adds more emotional distance.

What saves the show is a combination of unsettling spookiness and heavenly beauty. Instead of describing a guzzling witch in his Act I monologue, the children’s father sings about a pair of evil eyes, manifestations of our darkest fears that are glimpsed throughout the show. In the magical Dream Pantomime that ends Act II, the fourteen angels are doddering old women dressed in white, who enter the rubbish dump where the children have fallen asleep down a huge metal slide. The witch’s lair includes an ominous stack of retro-style fridges that obviously don’t contain knäck and julegröt. When Hansel and Gretel dispatch the crone into the oven, the fridges reveal her previous victims: frozen children who staggered back to warmth and life.

Those children, and the angels of Act II, are acted with skill by the Malmöflickorna troupe. But when we are supposed to hear the freed children sing, all we get is a recording of the Malmö Opera Children’s Chorus. That leaves a gaping hole in the culminating final moments and is disappointing given the Malmö Opera’s commitment to community engagement.

The best singing and acting comes from Jonas Durán, who has good comic timing as the Witch, and Hanna Husáhr, who relishes playing Gretel and sings with freshness. Emma Lyrén’s Hansel isn’t so convincing but the two join together for a delicate rendition of the famous Evening Prayer. There are adequate performances from the rest of the cast but all of them would benefit from a little more immediacy and storytelling from conductor and orchestra. Either way, Humperdinck himself ensures that Christmas with Hansel and Gretel doesn’t entirely disappoint.

Hans och Greta
Malmö Opera, 9.12.17

Foto: Malin Arnesson

Læs også: En intelligent tryllefløjte | Operaanmeldelse