Heltene i denne ‘Ring’ er orkestret | Operaanmeldelse

‘Ragnarok’ mangler de enkeltstående vokalpræstationer, men orkestret formår at kompensere for de fleste mangler.

Af Andrew Mellor

Det sidste kapitel i ‘Nibelungens Ring’ repræsenterer kulminationen på Wagners syntese af tanker og følelser. Musikalsk er ‘Ragnarok’ mere gennemsyret af symbolik og følelser end nogen af de tidligere kapitler i cyklussen, og historien kræver, at dommedagsvisionen gengives på scenen, herunder verdens undergang.

Realiseringen af operaens apoteose, som vi har set i løbet af den sidste uge, virkede halvbagt. På trods af en tåbelig animation af ringen, der falder til bunden af Rhinen, føltes Jasmin Solfagharis produktion dog alligevel tilstrækkelig monumental i sine sidste åndedrag, da de resterende hovedpersoner rykkede sammen og, med front mod publikum, bød daggryet til en ny verdensorden velkommen. Som i åbningsprologen fungerede det med en enkel scenografi.

Desværre manglede ‘Ragnarok’ de enkeltstående vokalpræstationer, som vi har oplevet i de to tidligere operaer. Der var stort set ingen kemi mellem Torsten Kerls Siegfried og Jennifer Wilsons Brünnhilde. Wilsons ydeevner var ikke overbevisende, og i bryllupsscenen formåede hun at skabe en kedelig stemning. I øvrigt den eneste længere passage i hele cyklussen hvor Alexander Vedernikovs direktion lød tung og uinspireret.

Orkestermusikerne var efterhånden godt slidte med ømme læber og trætte fingre, men de dybe messingblæsere, som Wagner anvender i stor stil i ‘Ragnarok’, tilførte fortsat stemning til operaen. De dybe blæsere følger hovedsagelig operaens skurk, Hagen, og den færøske bas Runi Brattaberg gjorte indtryk i rollen, såvel fysisk som vokalt, og sang uden den mindste smule varme, hvilket fint afspejler rollen. Herrekoret fra Mariinskij-teatret sang fokuseret, og danske Nina Bols Lundgren imponerede endnu en gang – nu som en livlig Woglinde.

‘Ragnaroks’ instrumentale postludium fortæller os, at kun musikken kan formidle skønheden ved genfødslen. Det minder os også om, at orkestret er ‘Ringens’ primære historiefortæller. Odense Symfoniorkester og deres dristige chefdirigent var utvivlsomt heltene i dette problemfyldte men også udviklende projekt. Orkestret formåede næsten at kompensere for de fejl og mangler som produktionen indeholder. Vedernikovs embedsperiode er nu ovre i Odense, men i løbet af de sidste ni år har han formået at gøre dette ensemble til det fineste landsdelsorkester i landet.

Wagner: ‘Ragnarok’
3.6.18 Odeon, Odense

Læs også: Siegfried, langt mere end en hjernedød idiot | Operaanmeldelse