Nyhed

Holten satser på sjældent opført opera

Kasper Holtens tredje iscenesættelse på Royal Opera House, også kaldet Covent Garden Operaen, hvor han siden 2011 har været operachef, bliver Szymanovskis sjældent opførte ‘Król Rogerʼ. Til sit første samarbejde med husets chefdirigent, Antonio Pappano, har de sammen valgt et værk, der rummer rig mulighed for scenisk fortolkning.
»Det er et værk, der giver os stærke muligheder for at fortælle en spændende historie. Og ‘Król Rogerʼ ligger i forlængelse af den senromantiske tyske tradition, som er det repertoire, hvor jeg har følt mig allermest hjemme som instruktør«, fortæller Kasper Holten.
Szymanovskis opera om en siciliansk konge i 1100-tallet, hvis møde med en usædvanligt karismatisk hyrde ændrer ham, er fuld af antydninger om en homoseksualitet, der truer Rogers magt. Et emne, der lå komponisten særligt på sinde som bøsse. Kasper Holten mener dog ikke, at dette element er det vigtigste i ‘Kong Rogerʼ.
»Operaen handler om de store temaer – identitet, kampen i hver af os mellem natur og kultur, et samfund i opbrud, religionens indvirkning på vores væsen – og som i sit musikalske sprog er rigt og på én gang velkendt og helt fremmedartet«, siger han.
Foråret bliver starten på Holten og Pappanos nye strategi på Covent Garden om at præsentere værker fra første halvdel af det 20. århundrede. Inden ‘Król Rogerʼ (1926) viser huset Weill og Brechts kapitalismekritiske ‘Mahagonnyʼ (1930).
»Vi synes, det er fascinerende at vise to så forskellige operaer – begge nye på Covent Garden – som begge er skrevet indenfor få år«.
‘Król Rogerʼ spiller seks gange i maj og bliver livetransmitteret gratis den 16. maj kl. 19.45 på www.roh.org.uk

Foto: Sim Canetty-Clarke / ROH

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER