Nyhed

I fodsporene på Bach, og så alligevel ikke | Koncertaktuel

Komponist Thomas Agerfeldt Olesens nye dogme-værk, tager afsæt i en af julens helt store klassikere – Bachs ‘Juleoratorium’.

»Det er en drøm, som altid har ligget der«, siger Thomas Agerfeldt Olesen om sit ʻJuleoratoriumʼ, der holdes over dåben i december. Han er manden bag store orkesterværker, solokoncerter, kammermusik og operaen ʻThe Picture of Dorian Greyʼ. Hans normale fremgangsmåde er som regel at mærke, hvad der er behov for at skrive, derefter spørge musikerne og så starte skriveprocessen. Men ydre omstændigheder har gjort processen anderledes med netop dette værk. »Min mor døde, og jeg har fået en alvorlig diagnose. Så jeg havde en lang periode med et kreativt hul med at fundere over grunden til overhovedet at skrive musik«.

Af sine danske kolleger føler Thomas Agerfeldt Olesen sig mest beslægtet med Hans Abrahamsen, der arbejder i forlængelse af musikhistoriens traditioner med fokus på det klingende værk for akustiske instrumenter og ikke på konceptkunst. Begge søger de et fleksibelt ideal med plads til både skønhed og dens modsætning – vel at mærke hørt med nutidens ører.

I det konkrete værk har Thomas Agerfeldt Olesen set med Bachs perspektiv og følt sig meget spørgende.
»Som komponist må man gerne lege, også at man er Johann Sebastian Bach, også selvom det virker ude af proportioner, set udefra. Jeg har leget – så tæt på som min fantasi rakte – at jeg var Bach, der skulle skrive sit ʻJuleoratoriumʼ i 2017. Det er lidt pinligt, for jeg er ingen Bach. Men hele tiden at forholde mig til hans værk har været en kreativ drivkraft i skabelsesprocessen«.

Kontrapunkt var et kardinalpunkt for Bach, men det betragtes i dag af de toneangivende komponister som en umoderne disciplin, mener Thomas Agerfeldt Olesen. Han, derimod, søger i værket at gentænke kanonteknikker og andre ældre kompositionsprincipper.

Tekstligt benytter han sig af samme forlæg som Bach, men i salmen ʻEr ist auf Erden kommen aufʼ, hvor Josef og Maria afvises, lader han korsangere komme med tilråb i form af slogans fra den højreekstremistiske bevægelse Pegida.

Uropførelse af Agerfeldt Olesens ʻJuleoratoriumʼ
9. dec. kl. 15 i Skt. Lukas Kirke, Aarhus C
10. dec. kl. 16 i Sct. Mortens Kirke, Randers
11. dec. kl. 20 i Holmens Kirke, Kbh K.

Thomas Agerfeldt Olesens ʻJuleoratoriumʼ opføres med tenor Peter Lodahl som solist, Ars Nova Copenhagen, Concert Clemens og Århus Sinfonietta dirigeret af Carsten Seyer Hansen.

Foto: Lars Skaaning

Læs også: »Komponisten skal opgive at komponere følelser«

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER