Ib Nørholm 80 år

Engang talte man om Ib, Pelle og Per. En generations vigtigste komponister. I 1959 tog Ib Nørholm initiativ til en ekskursion til det store udland, hvor de tre sugede til sig af ”farlig” modernisme, deres konservatorielærer Holmboe næsten bandlyste. Nysgerrighed har været et særkende for Nørholm, der har kastet sig over næsten alle kompositionsgenrer og -teknikker og stilarter.

Han var professor i komposition i to årtier, og for 10 år siden blev han hyldet med et festskrift som en af de betydeligste komponister i landet. I dag høres Ib Nørholms musik langt fra så ofte som Pelle Gudmundsen-Holmgreens og Per Nørgårds. Som helhed er hans værkrække ikke nem at beskrive med få ord, og i disse branding-tider er det et benspænd for udbredelsen af ens musik, at ens værker lyder så utrolig forskelligt.

Hans partiturer udgives ikke af landets førende musikforlag, Edition Wilhelm Hansen, da Nørholm ifølge Berlingskes musikredaktør, Søren Schauser, mente, at forlaget ikke gjorde nok for udbredelsen af hans musik og Nørholm skiftede derfor til en konkurrent. Og man kan undre sig over, at det ikke er nationalpladeselskabet Dacapo, men det usynlige Kontrapunkt, der har indspillet Nørholms symfonier.

Jyllands-Postens kritiker Jakob Levinsen mener, at Nørholms musik ikke høres så ofte i dag, fordi Nørholm »står for en kombination af modernisme og dansk lyrik, der så at sige er kommet til at virke tilbageskuende i anden potens. Alt imens hans jævnaldrende Nørgård og PGH er mere særegne komponister, og de yngre groft sagt har fordelt sig på enten postromantik eller nymodernisme«.

Det hindrer dog ikke, at Nørholm stadig modtager store bestillinger: Forrige år blev hans Symfoni nr. 11 uropført og i april er turen kommet til nr. 12. I begge symfonier optræder solosang, og Søren Schauser fremhæver især Nørholms flair for det danske sprog og for at komponere vokalmusik, inklusiv symfoniske værker med sangindslag i. prm