Nyhed
Kapellet på sommertur
21. juni 2011
21. juni 2011
Det er langt fra hver dag, at Den Kgl. Opera og Det Kgl. Kapel bevæger sig uden for landets grænser. Over sommeren råder de bod på ti års turnétørke med en tur til Lincoln Center Festival i New York.
Det er en af den slags festivaler, man inviteres til. Selskabet er da også fornemt med deltagelse fra kompagnier og orkestre som Royal Shakespeare Company, Marinskij-balletten og The Cleveland Orchestra.
Den 28. juli åbner Det Kgl. Kapel deres New York-turné i Alice Tully Hall med Carl Nielsen og Stravinskij på programmet. Det er danskerens temperamentsfulde Klarinetkoncert, der står for skud med Kapellets egen soloklarinettist, John Kruse, i hovedrollen. Fra den russiskfødte komponists skatkammer er det musikken til balletten ’Pulcinella’, der hentes frem godt hjulpet på vej af tenoren Peter Lodahl og mezzoen Tuva Semmingsen.
Desuden opfører Den Kgl. Opera Poul Ruders’ ’Dancer in the Dark’ (foto), der er baseret på Lars von Triers film og havde premiere herhjemme i september, 2010. Deltagelsen i Lincoln Center Festival sætter samtidig punktum for operachef Kasper Holtens og chefdirigent Michael Schønwandts 11 år på nationalscenen.
Foto: Miklos Szabo
FLERE NYHEDER