Klaverkoncert, Carsten Dahl, 45 år

Komponisten tager udgangspunkt i en børnesang fra solisten Marianne Shirinyans hjemland, Armenien, og skriver i øvrigt så romantisk, som det passer ham.

Fortalt til Jens Povlsen

Jeg synes, man skal være respektfuld for det, der er der. For det, der er større end os selv. Og kunsten skal afspejle det. Inden jeg gik i gang med at skrive klaverkoncerten, bad jeg Marianna Shirinyan om at sende mig nogle af de børnesange, som hendes mor sang for hende, da hun var lille. En af de sange har jeg delvist brugt som hovedtema. Jeg ville tage udgangspunkt i noget mytisk og universelt. Det er en klaverkoncert, der er skrevet til Marianna, og jeg har tænkt meget på, hvordan det ville føles for hende at spille koncerten.
Man skal ikke forvente, at det er jazz eller crossover eller andre af de åndssvage kasser, man har så travlt med at putte mig ned i. Jeg fik det dogme, at jeg skulle skrive for samme besætning som optræder i Ravels Klaverkoncert i G-dur. Jeg elsker jazz, jeg elsker at spille det, og jeg er pissegod til det. Det er en stor gren på mit træ. Mit vokabularium er ubegrænset i den unikke kunstart. Men egentlig interesserer jeg mig mere for, hvordan rødderne på træet lyder. Jeg er en åndelig arkæolog mere, end jeg er så meget andet.
Det er en klaverkoncert i klassisk forstand. Den varer omkring 25 minutter. Der er tre satser i koncerten. Andensatsen er langsom og meget romantisk. Måske lige på grænsen for nogle intellektuelle, der hellere vil se originalitet frem for ”hjertemusik”. Første og tredje sats er festfyrværkerier – sindssygt rytmisk prægnante. Andensatsen har jeg skrevet som en kærlig hilsen til Rachmaninov, der er en af mine allerstørste helte. Både som komponist og pianist. Han skrev romantisk musik på et tidspunkt, hvor man ikke måtte. Det er en besk kommentar fra min side. For det jeg gør her, det ”må” man nok heller ikke. Det gør man bare ikke i 2013.
Mange moderne komponister vil sikkert sige, at nu burde jeg sætte mig ned og blive tidssvarende. Enten ved at komponere komplekst og vanskeligt tilgængeligt eller lave noget støjmusik med nogle laptops og visuals. Intet galt i det for den, der gider og kan. Men det interesserer mig imidlertid ikke.
På en måde er det ikke mig, der skriver musikken. Jeg er bare en forvildet sjæl, der evner at omsætte det, der allerede er tilgængeligt i forvejen. Og når man er sådan én, så er man ikke sådan en ”tænkekomponist”. Jeg sidder ikke og bruger tre måneder på at tænke på, om fagotten skal gå op eller ned.
For mig er det ligesom at åbne for en vandhane. Musikken kommer bare ud. Den flyder som vinden og havets strømme i universets puls. Min uundværlige makker, Kæv Gliemann, er ham, der hjælper med at sætte struktur og orden på dette flow. Uden ham var det vanskeligt for mig at arbejde på den måde. Han forstår mig bedre end nogen anden. Det er det, jeg mener med, at det ikke er mig selv, der skriver musikken. Sådan har jeg altid følt, at det er. At noget større presser sig på. Noget som jeg blot er en kanal for. Noget universelt.
Jeg skriver til mennesker og helst musik, som musikerne gider at spille. Processen er ret ukompliceret. Jeg skal bare have Kæv ved min side, en del espressoer og en karton cigaretter, så sætter jeg mig til klaveret og begynder at indspille. Jeg skal ikke være i et særligt mode for at komponere. Jeg er jo en spillende komponist og en komponerende musiker. Ligesom de gamle komponister var. Og jeg spiller og komponerer hele tiden. Det er et state of mind, og min måde at opfatte verden på.

Marianna Shirinyan uropfører Carsten Dahls Klaverkoncert den 31. oktober med Odense Symfoniorkester i ryggen i Odense Koncerthus.