Nyhed
Knald eller fald for Det Jyske Ensemble
30. maj 2012
30. maj 2012
Det nordvestjyske kammerensemble bider i dag neglene ekstra langt ned, mens de venter på om deres bestyrelse vender tommelfingeren op eller ned for deres fortsatte eksistens.
Afgørelsen falder i dag efter et års sabelraslen og kommunale krav til Statens Kunstråd om at genoptage den faste økonomiske støtte som røg i 2011, da rådet fratog orkestret den sikre status som basisensemble og dermed grundfinansieringen på næsten 5 millioner kroner årligt. Konflikten hviler på en strid mellem kommunerne og Statens Kunstråd, som i sidste uge definitivt afviste at genoptage den faste støtte.
Som forhåndværende basisensemble har kammerorkestret gennem det sidste år levet af kommunale tilskud og skiftende beløb fra rådets musikudvalg. Kommunerne som har ydet støtten vil ikke længere bære denne finansiering alene og mener, at staten igen skal spytte i bøssen for alvor. De selvsamme kommuner er repræsenteret i ensemblets bestyrelse, og deres krav bliver således fremført med en vis vægt, idet de er med til at bestemme hvilken vej tommelfingeren ender med at vende.
Trods lokal interesse fra både kommuner og musik- og erhversliv spår ensemblechef Erik Kamp Hansen orkestrets mulighed for overlevelse som meget lille, hvis den kommunalpolitiske opbakning forsvinder. Til DR udtaler han: “Det er min forventning, at kommunerne vil gøre som de har meldt ud, og sige, at så forsvinder det politiske flertal for at holde støtten oppe til ensemblet. Dermed lukker ensemblet”.
Beslutningen om Det Jyske Ensembles fremtid træffes i eftermiddag, når bestyrelsen mødes.
Michael Kjærgaard
FLERE NYHEDER