Nyhed

Koncert: Stævnemøde med tilfældighedens mester

Det var en åbenbaring for cellisten Jakob Kullberg, da han mødte Lutoslawskis Cellokoncert for et par år siden. Nu skal han være solist ved en fejring for den polske mestermodernist i november.

Af Malene Wichmann

Witold Lutoslawski ville være fyldt 100 år i år, og bliver fejret ved en koncert i Diamanten i København den 29. november, hvor Lutoslawskis musik sættes i relief af værker af Per Nørgård.
Solist er cellisten Jakob Kullberg, der gennem mange år har haft et nært samarbejde med Per Nørgård og i de seneste år også er kommet tæt på Lutoslawskis musik.

For to år siden opførte han Lutoslawskis Cellokoncert med Royal Philharmonic Orchestra i London. Det var en oplevelse, som han husker tilbage på som en ren åbenbaring.
»Jeg kan godt forstå, at folk kalder den én af det 20. århundredes største cellokoncerter«, siger han.

»Den har en fantastisk kombination af modernistisk udtryk, kvarttonesprog og lyrik indimellem alt det nye. Den er orkestreret med et tæppe af toner, der virker improviseret, et aleatorisk væv styret af dirigenten. Men selvom det er kompliceret musik, er der brug for, at du fortolker den på samme måde som en romantisk cellokoncert, hvilket er noget, der er vigtigt for mig: At der er plads til og brug for mig som fortolker«.

Et af de værker, der er på programmet ved koncerten i november, er Lutoslawskis ’Sacher-Variationer’ for solocello, der i sin tid blev skrevet på opfordring af cellolegenden Rostropovitj som fødselsdagsgave til dirigenten Paul Sacher, og som har noget af den samme magi som cellokoncerten i sig.
»Det er et værk, der er forbundet med cellokoncerten, og som arbejder med de samme kvarttone-idéer«, forklarer Jakob Kullberg.

Koncertprogram med kontraster
For Jakob Kullberg giver det god mening at kombinere Lutoslawski og Nørgård. For det første fordi de to komponister har kendt hinanden personligt. For det andet fordi deres forskellige stil giver koncertprogrammet en god kontrast.

»Lutoslawskis tilfældighedsprincip har fascineret Per, men ikke direkte påvirket ham. Der er mere lyriker i Per end i Lutoslawski. Lutoslawski kan også være lyrisk, men han er mere modernistisk«, mener Jakob Kullberg.
Cellisten er selv spændt på at høre programmet, for der er ikke ét eneste af værkerne, han har spillet før. Ved koncerten skal uropføres et nyt soloværk af Per Nørgård dedikeret til Lutoslawski, som endnu ikke var skrevet færdigt, da KLASSISK fangede Kullberg i oktober.

»Per har åbnet mere og mere op for mig som en del af det kreative felt. Vi arbejder blandt andet med nogle forskellige nye pizzicato-teknikker. Der er meget workshop over det; vi mødes og leger sammen, inden han færdiggør værket. Det er ret usædvanligt«.

Lutoslawski & Nørgård live
Jubilæumskoncerten finder sted den 29. november i Den Sorte Diamant i København. Ved koncerten medvirker Athelas Sinfonietta, Århus Sinfonietta, dirigent Pierre-André Valade og cellosolist Jakob Kullberg. Musikken er af Lutoslawski og Per Nørgård.

Foto: Agnete Schlichtkrull

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER