Nyhed
Koncertanmeldelse: Det Kongelige Kapel
Et unikt fingeraftryk
18. maj 2016
18. maj 2016
Det Kongelige Kapel fejede fødderne væk under anmelder Andrew Mellor, men solisten Pascal Rogé og en sjusket præsentation fik ham ned på jorden igen.
4 ud af 6 stjerner
Af Andrew Mellor
Jeg er overbevist om, at Det Kongelige Kapel, Danmarks (eller måske verdens) bedst bevarede musikalske hemmelighed, har et af de mest unikke musikalske fingeraftryk på jordkloden. Det stammer fra deres daglige arbejde skjult i orkestergraven, hvor musikerne skal forholde sig til uforudsigelige operasangere, de ikke kan se, og som de kun lige kan høre. Det træner deres evne til at lytte ekstra opmærksomt efter hinanden i den knirkende og trange grav.
Men Det Kongelige Kapels lyd er også karakteriseret ved en varme, som er godt hjulpet på vej af en række Stradivarius violiner blandt strygerne, og den ballast som en 600 år gammel historik former. Lørdag aften, på Operaens store scene, blev alle disse elementer kombineret med fleksibilitet og musikernes tekniske ekspertise, samt evnen til at skabe stemning og historiefortælling.
Henri Duttileux’ ‘Métaboles’ (1964) er et udsøgt stykke post-impressionistisk orkestermusik, og værkets fine teksturer gør det forræderisk svært at spille. Dirigent Bertrand de Billy havde til lejligheden sat sig for at fremhæve musikkens form og detaljer, og kapellet leverede det til ham med konstant skiftende farver og vævende sig ud og ind i de musikalske lag som et kæmpe kalejdoskop. Cellist Joel Laakso bød på en blid solo i ‘Linéaire’, og der var en frisk slap-bas solo fra Mette Hanskov i ‘Obsessionel’. I slutningen af værket har Dutilleux indskrevet fem trompeter, som med dæmpede horn tilsammen skal danne en række rolige fremadskridende akkorder. De blev fremført med en uovertruffen klang og følsomhed, som var der kun tale om et enkelt instrument. Hvad angår strygerne lød selv deres pizzicato-passager aristokratisk.
I Ravels G-dur klaverkoncert valgte Bertrand de Billy at anvende et mindre ensemble for at understrege værkets proportioner og måske også for at matche pianist Pascal Rogés lette anslag og indadvendte spil. Rogé virkede muggen og uengageret i de to ydersatser, og han var ikke frisk på at lege med på værkets mere gakkede elementer og valgte af holde øjnene fast fikseret på tangenterne det meste af tiden. Udgangspunktet for den langsomme anden sats var måske, at udtrykket skulle være ”tøvende” i karakteren, men til tider virkede det som om, at Rogé var helt væk. Solisten var afgjort mere tryg i de to ydersatser, hvor Bertrand de Billys faste greb og klassiske tilgang passede solisten bedre end den mere forførende og jazzede andensats.
Efter pausen blev kapellet udvidet med Operakoret i en opførelse af Ravels ‘Daphnis og Chloé’ i den fulde balletversion, i stedet for den kortere koncertsuite man normalt hører. I denne drømmeagtige musik hørte vi endnu mere høj klasse fra messing- og træblæserne (især de tre dæmpede basuner), men der var også plads til, at strygerne kunne ”shine”. Der var en smuk belle-époque-solo fra koncertmester Emma Steele, og hele strygersektionen fangede Ravels eventyr med lune og miniature-glissandi og lette buestrøg. Operakoret blev testet af Ravels harmonisk glatte og uledsagede passager, og sammen med orkestret blev der sunget med saft og kraft ved værkets klimaks, så hele salen blev elektrisk ladet. Jeg har dog oplevet dette stykke spillet mindre målrettet og med en mere diset klang hvilket klæder det bedre. Bertrand de Billy var ganske bogstaveligt både rytmisk og i lydstyrkens vold.
Man kan ikke betvivle kapellets musikalitet, men jeg vil godt kritisere, måden hvorpå musikerne præsenterede sig på scenen. Der hang håndtasker over stoleryggene, der var musikere med flerfarvede snørebånd på scenen, og dirigentens podie var skrammet og beskidt. Som koncertgænger oplever jeg det som et udtryk for afstandtagen eller modvilje mod at anerkende os, publikum, hvilket måske ikke er så overraskende for et ensemble, hvis naturlige hjem er skjult i orkestergraven. Men musikaliteten kan man ikke taget fra dem, ligegyldig på hvilken scene de befinder sig.
Lørdag den 14. maj. Den Kgl. Opera
Pianist Pascal Rogé, Det Kongelige Kapel, Det Kongelige Operakor, dir. Bertrand de Billy.
Program: Duttileux’ ‘Métaboles’, Ravels G-dur klaverkoncert & ‘Daphnis og Chloé’.
Foto: Natascha Thiara Rydvald / DKT
Læs også: Michael Boder stopper som chefdirigent for Det Kgl. Kapel
FLERE NYHEDER