Nyhed
Kristjan Järvi i tæt DR-samarbejde
18. marts 2011
18. marts 2011
I januar fik den unge amerikansk-estiske dirigent Kristjan Järvis besøg i DR Koncerthuset et enigt kor af avisanmeldere til at udråbe ham til en indlysende kandidat til at blive DR SymfoniOrkestrets nye chefdirigent.
Sådan skulle det ikke gå, DR valgte den aldrende maestro Rafael Frühbeck de Burgos, og en intern kilde mener, at en uhyre efterspurgt herre som Järvi nok er for travl til at varetage det rugbrødsarbejde, som en chefdirigent også har ansvaret for. Og set i dét lys er det den aftale, DR nu kan præsentere, sandsynligvis en bedre løsning.
Kristjan Järvi har meget rejseaktivitet med at gæstedirigere diverse toporkestre. Han står også i spidsen for Baltic Youth Philharmonic, der består af yngre musikere fra Østersøregionen inkl. Danmark. Orkestret skal fremover spille en årlig koncert i DR-regi og næste år gennemføre et sommerakademi samme sted. Järvis eget Absolute Ensemble kommer også til at spille mere eksperimenterende koncerter i huset, foruden at indspille cd’er med bandet.
Han skal desuden have mindst to koncertprojekter om året i front for DR SymfoniOrkestret i perioden 2012-15.
Orkesterchef Ole Bækhøj, der tog initiativet til samarbejdet, har svært ved at skjule sin begejstring over aftalen:
“Mange tippede jo Järvi blandt topkandidaterne til posten som chefdirigent til DR SymfoniOrkestret. Men den aftale, vi gik efter og nu har fået i hus, skaber flere og helt nye muligheder og oplevelser for alle involverede, ikke mindst for publikum i Koncerthuset.”
Foto: Peter Rigaud
FLERE NYHEDER