Nyhed

‘La traviata’ drukner i skeletter | Operaanmeldelse

Patricia Petibons fysiske og følelsesmæssige fortolkning af titelpartiet er imponerede, men opsætningen på Malmø Opera er for overlæsset.

[scroll down for the english version]

**** (4 stjerner ud af 6)

Af Andrew Mellor

Det er ofte ‘la traviata’, den faldne kvinde i Dumas ‘La Dame aux Camélias’, som gør en opsætning af Verdis opera seværdig eller ej. Det forklarer den store hype, der er forbundet med den nye produktion på Malmø Opera, og som får ens mundvand til at trække til ved udsigten til at en berømt international sopran debuterer i operaens titelparti.

Sopranen er Patricia Petibon, hvis lette, fløjtelignende stemme med tiden har fået tyngde og sensualitet, siden hun slog igennem i barokmusikken for mere end ti år siden. Siden da har Petibon sunget Puccini-heltinder, Debussys mystiske Mélisande og sågar Alban Bergs stratosfæriske Lulu – en vokal alsidighed, der passer godt til partiet som Violetta, der kræver tre forskellige typer af sopransang – en til hver af operaens tre akter.

»Petibon formidlede Violettas forvirring i første akt, sårbarheden i anden, og den følelsesmæssige destruktion i sidste akt på forbilledlig vis«

Andrew Mellor


Hvis Petibon har valgt at debutere som Violetta ved Malmø Operaen for at reducere preset på sine skuldre, så er det et klogt træk. Hendes Violetta er imponerende, men ikke alt hvad hun leverer er fra øverste skuffe – endnu. Overraskende for en sopran, der er blevet skolet i tidlig musik, gjorde hun størst indtryk i tredje akt, som kræver en fyldigere, lyrisk sang. Hendes koleraturer i første akt var tilfredsstillende, men så heller ikke meget mere; hun tog sig god tid til at varme op og kæmpede med at ramme toptonerne (hun kom dog gennem signaturarien ‘Semper Libera’ med skindet på næsen, men så heller ikke mere).

Mest imponerende var Petibons fysiske og følelsesmæssige fortolkning af hovedrollen. Hun formidlede Violettas forvirring i første akt, sårbarheden i anden, og den følelsesmæssige destruktion i sidste akt på forbilledlig vis, og formåede at give karakteren dybde, styrke og en underliggende aristokratisk tone. Det var ikke let for hende,

Opgaven bliv ikke gjort nemmere af at hun skulle synge overfor Bülent Bezdüz’ ringe og uinteressante Alfredo. Da han i tredje akt tiggede hende om tilgivelse, var hans blik ikke rettet mod sin elskede, men mod dirigent Rafael Payare (og hvorfor havde Alfredo det samme tøj på i de to første akter, når anden akt finder sted flere måneder senere?). Deres forhold blev aldrig troværdig.

Det var heller ikke let at forholde sig til Violettas overvejelser om sin egen dødelighed, da Olivier Pys opsætning var fuld af distraktioner. Hans produktion er dragende, men handlingen er blevet for overlæsset (inklusiv dansere) og fyldt med for megen symbolik, der præsenteres klodset. Vi ved godt at ‘La traviata’ handler om døden, så der er ikke nødvendigt med hundredvis af skeletter på scenen, der skal minde os om det. Pierre-André Weitzs scenografi skildrer den parisiske overklasse med smag og skønhed, og Bertrand Killys binære lyseffekter bruges effektivt til at fremhæve en flygtig hedonisme i modsætning til hverdagens banaliteter og tragedie. Men resten af opførelsen – inklusiv ‘De Dødes Dag’-temaet til Floras fest – mangler den sociale kommentar og familiegenvordighederne, der er essentielle for denne opera.

2012 Malko-vinder Rafael Payare dirigerede med en naturlig fornemmelse for melodrama, der aldrig blev sentimental. Som Alfredos far, Giorgio, er Davide Damiani langt mere effektiv end hans “scene-søn”, Bülent Bezdüz, og han formår at give Petibon modspil med en aristokratisk stemme, der bliver mere og mere ydmyg, efterhånden som hans karakter opdager hvad Violetta er villig til at ofre. Og det er små detaljer som disse, der undervejs alt for ofte drukner i dansende skeletter.

La traviata
Malmö Opera, 17.11.18

Foto: Malin Arnesson / Malmø Opera

– o –

‘La traviata’ is drowning in skeletons | Operareview

Patricia Petibon’s physical and emotional embodiment of the character is impressive, but the production at Malmö Opera is to stuffed.

**** (4 stars out of 6)

By Andrew Mellor

It is often ‘la traviata’ herself, the fallen woman of Dumas’s ‘La Dame aux Camélias’, who makes or breaks Verdi’s opera. That explains the copious excitement surrounding this new production in Malmö, which offered the mouthwatering prospect of a renowned international soprano making her debut in the opera’s title role. Maybe that’s why the show seemed to attract half of Copenhagen to its opening night on Saturday.

»Petibon communicated Violetta’s confusion in Act I, vulnerability in Act II and emotional devastation in Act III with magnetic acting, portraying the character’s depth, strength and underlying nobility«

Andrew Mellor


The soprano is Patricia Petibon, whose nimble, flute-like voice has gained weight and sensuality since she made her name singing Baroque music over a decade ago. More recently, Petibon has sung Puccini heroines, Debussy’s mysterious Mélisande and even Berg’s stratospheric Lulu – a demonstration of versatility that boded well for Violetta, a role that requires three different types of soprano voice for each of the opera’s three acts.

If Petibon chose Malmö for her role debut to reduce the critical pressure on her shoulders, it was a smart move. Her Violetta is impressive but not quite from the top drawer – yet. Surprisingly for a soprano schooled in early music, she made the best impression in the third act, which requires heavier, lyric singing. Her coloratura in Act I was satisfactory but not much more; she took some time to warm up and struggled to sing in tune at the very top of her voice (she got through the showpiece aria ‘Sempre libera’ intact but didn’t nail it).

Most impressive was Petibon’s physical and emotional embodiment of the character. She communicated Violetta’s confusion in Act I, vulnerability in Act II and emotional devastation in Act III with magnetic acting, portraying the character’s depth, strength and underlying nobility. It wasn’t made easy for her, singing opposite Bülent Bezdüz’s dull and generic Alfredo. When he arrived to beg her forgiveness in Act III, his eyes were fixed squarely not on his lover but on conductor Rafael Payare (and why was he wearing the same clothes from Act I to Act II, which takes place months later?). Their attraction was never believable.

Nor was it easy to focus on Violetta’s contemplation of her own mortality when Olivier Py’s staging was so full of distractions. His production was attractive but too full of action (dancers included) and stuffed with too much clumsy symbolism. We know ‘La traviata’ is a work about death, so we don’t need hundreds of skeletons on stage to remind us of the fact. Pierre-André Weitz’s set depicted the glitz of high-society Paris with taste and beauty and Bertrand Killy’s binary lighting effects were used to highlight of the allure of transient hedonism against the banality and tragedy of real life. But the rest of the staging – particularly the day-of-the-dead theme for Flora’s party – meant we missed the social commentary and familial strain that are so vital to this story.

2012 Malko-winner Payare conducted with a natural feel for melodrama that never strayed into sentimentality. As Alfredo’s father Giorgio – the man responsible for undoing the relationship – Davide Damiani was far more effective and complementary opposite Petibon than his on-stage son, singing with a varnished nobility that grew in humility as his character was affected by Violetta’s act of sacrifice. Ultimately, it was the little details like these that were obscured by all those dancing skeletons.

La traviata
Malmö Opera, 17.11.18

Foto: Malin Arnesson / Malmø Opera

Læs også: Midt imellem de levende og døde | Interview Patricia Petibon

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER