Nyhed
Landsdelsorkestrene kan ikke spare mere
17. november 2015
17. november 2015
»Kan man spare 11 millioner kroner i landsdelsorkestrene, uden det går ud over en værdifuld del af vores fælles kulturarv, bred formidling af den klassiske symfoniske musik, den nyskabende kulturinstitution, sikringen af den musikalske fødekæde samt et sundt og frodigt lokalt musikmiljø i alle landsdelene?«, spørger landsdelsorkestrenes ordfører Uffe Savery.
Han er bekymret for de besparelser, der kommer til at ramme Aalborg, Aarhus, Sønderjyllands og Odense Symfoniorkester samt Copenhagen Phil, hvis de bliver vedtaget i den kommende finanslov.
I et debatindlæg på altinget.dk skriver han videre, at besparelserne vil komme til at ramme kvalitet og repertoirevalg, så fx værker af Carl Nielsen og Brahms vil blive sjældne gæster i programmerne, og det vil også blive vanskeligere at tiltrække og aflønne gode dirigenter og solister.
»Alle fem landsdelsorkestre har højt kvalificerede fuldtidsansatte musikere, der kontinuerligt, med passionen i højsædet, holder et højt professionelt og kunstnerisk niveau. Et orkester kan ikke, som mange andre arbejdspladser, periodevis nedskalere og nedsætte sin produktivitet eller indskrænke åbningstider«, skrive Uffe Savery, der sammenligner flere nedlæggelser i orkestrene med at formindske et fodboldhold til blot ni spillere.
»Man kan sagtens spare 11 millioner kroner i landsdelsorkestrene, men det har naturligvis omkostninger. Og vil ramme bredt i både lokalmiljøer, på børne- og ungeområdet, samarbejder med andre kulturinstitutioner og ikke mindst den symfoniske oplevelse«, slutter Uffe Savery indlægget af med.
Foto: Nikolaj Lund
FLERE NYHEDER