Nyhed
Lavere stjernelønninger på The Met
18. februar 2015
18. februar 2015
Metropolitan Operaens ledelse beder nu sangsolister og dirigenter skære syv procent af deres honorar eller give en fradragsberettiget donation til The Met på samme beløb. Kunstnerne er ikke fastansatte, og beskeden er ikke et krav, men en anmodning. Meddelelsen kommer, efter at operaens kor og orkester har accepteret en lønnedgang, og administrationen er blevet skåret med 22 stillinger. Besparelserne skyldes stigende udgifter og et faldende billetsalg.
På én aften i 2014 kunne en førende sangsolist tjene op mod 17.000 dollars i det amerikanske operahus. Ifølge Met-direktør Peter Gelb har stjernesangere som Anna Netrebko (foto), Plácido Domingo og Renée Fleming givet positive tilsagn om at gå syv procent ned. Kommentatoren Norman Lebrecht påpeger, at dirigenter helt er fraværende på listen og det samme gælder sangere som Jonas Kaufmann, Roberto Alagna og Juan Diego Florez.
Foto: Marty Sohl / Metropolitan Opera
FLERE NYHEDER