Æresdirigent Herbert Blomstedts øjne og krop og hele tilstedeværelse gav orkestret en essentiel forståelse af musikkens strøm.

[scroll down for the english version]

***** (5 stjerner ud af 6)

Af Andrew Mellor

Da Herbert Blomstedt dirigerede DR SymfoniOrkestret i begyndelsen, havde Frederik IX været konge i mindre end ti år, og radiohuset på Rosenørns Allé var lige så gammelt som DR Koncerthuset er nu. Orkestrets musikere fandt den hjertevarme og funklende svensker morsom og drillede ham ved orkesterprøverne. Mere end seks årtier senere udviser de en respekt, der grænser til kærlighed, over for denne musiker, som i dag er orkestrets æresdirigent og tidligere chefdirigent for orkestret samt San Francisco Symfonikerne og Leipzig Gewandhaus.

»I en alder af 91 år har Blomstedts store myndighed kun gjort ham mindre autoritær«

Andrew Mellor

Som en god vin er musikeren Blomstedt blevet bedre og bedre med alderen. Næste gang nogen spørger mig, om hvad der kendetegner en god dirigent, så vil jeg tænke på Herbert Blomstedt. Måden han bevæger sine arme er irrelevant og kan til tider endda være forvirrende at følge, men hans øjne og krop og hele tilstedeværelse giver orkestret en essentiel forståelse af den rytmiske strøm, hvilket skaber de bedst mulige betingelser for en formidling af musikkens energi. I en alder af 91 år har Blomstedts store myndighed kun gjort ham mindre autoritær. Verdens bedste orkestre nyder godt af den tillid, han indånder i dem. De hager sig fast i ham: Udover DR Symfoniorkestret er han æresdirigent for seks andre orkestre.

Blomstedts Brahms er vokset med alderen. Musikken er lige så gennemarbejdet som hans indspilninger med San Francisco Symfonikerne i 1980’erne, men har desuden fået tilført omhyggelige grader af drama og volumen. Han får en særlig smuk Brahms-lyd ud af DR SymfoniOrkestret, der klinger af mørkt træ og brændt bronze, der minder en om, hvor Centraleuropæisk (og meget lidt nordisk) dette orkester også kan lyde.

Det kom tydeligt frem i de brede lydmasser, der åbner både Brahms’ første symfoni og første klaverkoncert. I begge tilfælde var lyden imponerende klar og slet ikke dyster. I begge tilfælde syntes bølger af energi at strømme fra orkestrets træblæsere, der ofte er kernen i Brahms orkesterværker, men som ofte bliver overdøvet af strygerne.

Aftenen solist var pianisten Martin Helmchen, som er en musiker af samme støbning som Blomstedt. Helmchen er en kollektiv musiker, der i lige så høj grad bruger sine ører som sine fingre. Hans naturlige tilbageholdenhed betød, at Brahms’ første klaverkoncert forblev elegant og aldrig nærmede sig praleri, og han spillede et nydelsesfuldt pianissimo. Denne (undertiden) “tunge” koncert føltes denne aften som den mest ligefremme i verden, men også den mest guddommelige.

Helmchen ville ikke gå glip af Blomstedts fortolkning af Brahms første symfoni og sad blandt publikum i salen efter pausen. Brahms’ symfoniske billede af naturens triumf over mennesket har brug for en særlig balance mellem drama, struktur og tyngde, så det ikke kommer til at lyde kedeligt og dunkelt. Dette formåede Blomstedt og hvor klarhed regerede højest, samt en tredje sats der flød med en tilsyneladende spontanitet. Lasse Mauritzens strålende hornsoloer leverede præcis den rigtige mængde solskin, når det var nødvendigt. Få orkestre kan spille Brahms som dette, og endnu færre dirigenter tillader dem at gøre det.

Brahms: Klaverkoncert nr. 1 / Symfoni nr. 1 | Concertreview
Herbert Blomstedt, Martin Helmchen, DR SymfoniOrkestret, 6.12.18

Foto: Bjarne Bergius-Hermansen / DR

– o –

Straightforward and divine Brahms

Honorary Conductor Herbert Blomstedts eyes, his whole body and his entire presence made the orchestra feel the central rhythmic flow of music.

***** (5 stars out of 6)

By Andrew Mellor

When Herbert Blomstedt first conducted the DR Symphony Orchestra, Frederick IX had been King for less than ten years and the radio house on Rosenørns Allé was as old as DR Koncerthuset is now. Apparently the orchestra’s musicians found this devout and skinny Swede rather amusing in the early days and even played tricks on him in rehearsals. Over six decades later, they radiate a respect bordering on love for the musician, now the orchestra’s Honorary Conductor and a former Chief Conductor for them, the San Francisco Symphony and the Leipzig Gewandhaus.

Like a good wine, Blomstedt the musician has got better with age. The next time someone asks you what a conductor does, point them in his direction. The way his arms move is irrelevant and can even border on the unclear. What he does with his eyes, his whole body and his entire presence is make the orchestra feel the central rhythmic flow of a piece of music, creating the best possible conditions for the transmission of its energy. At 91 years old, Blomstedt’s increased authority has only made him less authoritarian. Even the world’s best orchestras benefit from the confidence he breathes into them. They cling to him: in addition to the DR Symphony Orchestra, he is Honorary Conductor of six others.

Blomstedt’s Brahms has grown with him. It remains as meticulous as it was when he made a string of recordings with the San Francisco Symphony in the 1980s, but has gained carefully-graded levels of drama and volume. He gets a particularly beautiful Brahms sound from the DR Symphony Orchestra, full of deep browns and burnished bronzes that remind us how central European (and so very un-Nordic) this orchestra can sound.

That was apparent from the thick torrents of sound that open both Brahms’s First Symphony and First Piano Concerto. In both cases, the sound was imposing but not gloomy and always clear. In both cases, waves of energy appeared to flow from the DR Symphony Orchestra’s woodwinds, so often the nucleus of Brahms’s writing but too often overpowered by strings.

The soloist in the concerto was Martin Helmchen, a musician cut from the same cloth as Blomstedt. Helmchen is a collaborative pianist at heart, and uses his ears as much as his fingers. His natural restraint meant Brahms’s concerto never descended from elegance into ranting and he gave us pianissimo playing to savour. This sometimes-cumbersome concerto felt like the most straightforward thing in the world but the most divine too.

Helmchen wasn’t going to miss Blomstedt’s account of Brahms’s First Symphony, and took his place in the audience for the second half. Brahms’s symphonic picture of nature’s triumph over man needs a certain balance of drama, structure and weight if it’s not to sound stodgy and ponderous. Blomstedt gave us all those things, with clarity reigning supreme but a third movement that flowed with apparent spontaneity. Lasse Mauritzen’s radiant horn solos provided just the right amount of sunshine when needed. Few orchestras can play Brahms like this and even fewer conductors allow them to.

Brahms: Piano Concerto No 1 / Symphony No 1
DR Symphony Orchestra, 6.12.18

Photo: Bjarne Bergius-Hermansen / DR

Læs også: ‘La traviata’ drukner i skeletter | Operaanmeldelse