Opførelsen af Mahlers ‘De tusindes symfoni’ blev det længe ventede bevis på, at når Luisi er god, så er han rigtig god.

Af Andrew Mellor

Mahlers gigantiske ottende symfoni opføres normalt kun ved særlige lejligheder, som fx debutkoncerten for en ny chefdirigent. Denne koncert var oprindeligt planlagt som en velkomst til Fabio Luisi, der egentlig skulle være begyndt som chefdirigent for DR SymfoniOrkestret i denne uge, men han endte med at starte allerede i 2016. Der var dog stadig god grund til at fejre denne første torsdagskoncert i den nye sæson. Det blev også det længe ventede bevis på, at når Luisi er god, så er han rigtig god – en intelligent, flittig og lidenskabelig dirigent, som kan skabe klarhed og opløfte en symfoni, der normalt leverer en af de største musikalske anti-klimakser.

Problemet med Mahlers ottende symfoni er, at værkes klimaks kommer i begyndelsen. Det er yderst vanskeligt at afbalancere stykket, som åbner med tredive minutters vedvarende fejring i form af påskesalmen ‘Veni creator spiritus’, som derefter skal holdes op imod den afsluttende scene fra Goethes ‘Faust’, der bringer symfonien til sin afslutning. Mahler hævdede at de to dele, dels blev forenet af idéen om forløsning gennem kærlighed, dels af de musikalske motiver, som er fælles for begge dele. Dirigenter kæmper ofte med at realisere denne fællesskabsfølelse og balancere stykket på en overbevisende facon.

Fabio Luisi havde nogle mere end hæderlige løsninger på problemerne. Hans landsmand og kollega Riccardo Chailly har beskrevet symfoniens åbning som »alle skriger af hinanden«, men Luisi holdt både volumen og følelserne i skak ved at understrege Mahlers brug af kontrapunkt og udnytte ressourcerne i et professionel voksenkor (DR KoncertKoret samt MDR-radiokoret fra Leipzig) til at fremhæve alle de små detaljer. Kun de syv solister skuffede i første del, hvor stemmerne blendede skidt, og der var også problemer med intonationen – et tilbagevendende problem i dette værk.

En alternativ løsning på symfoniens første del er at behandle de store teksturer kammermusikalsk, hvilket også er en god måde at teste dirigentens kontakt med sine musikere på. Luisi var også på dette punkt imponerende. Serien af tonale overledninger, som tager fat det øjeblik musikken falder til ro, var delikat. Der var en særlig atmosfære tilstede i det efterfølgende afsnit, der involverede “stophorn” og pizzikerede strygere, som dukker op, da symfoniens åbningstoner vender tilbage men nu i dobbelt hastighed i slutningen af første del.

Anden del af symfonien giver plads til at rense luften og endnu mere fokus på detaljen, hvilket nogle steder kræver vedholdenheden, som man kender fra den syvende symfoni og letheden fra den fjerde andre steder. Indledningsvis sang det kombinerede voksenkor konsonanterne, som var det snefnug, der faldt til jorden, og Luisi og hans instrumentalister opretholdt Mahlers særegne stemning, uden at det gik ud over den individuelle instrumentelle karakter. Her blev vi mindet om, hvor godt DR SymfoniOrkestret kan gengive Mahlers karakteristiske lydunivers.

I en blandet pose solister stak Günther Groissböck ud, som Goethes Pater profundus, og formåede at tilføre sangen ‘Wie Felsenabgrund’ et skær af desperation og opretholdt samtidig en varme og oprigtighed. Russell Braun som Pater ecstaticus kunne have kombineret vokalens “blå blod” med lidt mere heltemod, mens Stefan Vinke som Dr Marianus ofte sang fladt, men leverede spændende vokalkraft, når han havde brug for det. Henriette Bonde-Hansen bragte lys og glød over hendes rolle som Una poenitentium, og Sofia Fomina strålede som Mater gloriosa. Københavns Drengekor sang rent og sikkert men uden den sidste kant, der kan tilføres børnekoret.

Da det kom til stykket, var det Luisis arbejde med kor og orkester, der gjorde udslaget, og fik symfonien til at lande før den mægtige slutning. Kombinationen af strygere og harper efter doktor Marianus’ sang var himmelsk. Luisi fik harperne til at synge, og han formede strygerne med stilfulde strejf af portamento. Han havde en smule problemer med tempoet i Doktor Marianus’ sidste vokal i ‘Jungfrau, rein im schönsten Sinne’, men formåede at rykke spændingen helt ud på kanten i symfoniens afslutning, hvilket gav mulighed for en efterfølgende vidunderlig forløsning. Til slut var orkesterklangen overvældende og dybt bevægende.

Kunne en anden mediekoncern end DR, med sine kontakter hos MDR, et ypperligt kor og evnen til at indøve og transmittere så kompliceret og altomfattende et værk, have gjort kunststykket efter?

DR SymfoniOrkestret / DR KoncertKoret / MDR Choir / solister / chefdirigent Fabio Luisi
DR Koncerthuset, København, 31.8.17
Mahlers Symfoni nr. 8

Foto: Per Morten Abrahamsen

– o –

[ENGLISH VERSION]

Mahler kept in check

Mahlers ‘Symphony of a Thousand’ was the long-awaited proof that when Luisi is good he is very good.

By Andrew Mellor

Mahler’s gigantic Eighth Symphony is usually saved for special occasions, like the debut of a new chief conductor. This concert might originally have been planned as a welcome to Fabio Luisi, who was due to begin his tenure as chief of the DR Symphony Orchestra this week but ended up starting in 2016. Still, there was reason to celebrate at this performance. It came in the long-awaited proof that when Luisi is good he is very good indeed – an intelligent, diligent and passionate conductor who can clarify and enliven a symphony that usually delivers one of the biggest anti-climaxes in music.

The problem with Mahler’s Eighth is that the climax comes at the start. It is extremely difficult to balance the piece, which opens with thirty minutes of sustained jubilation, in the form of the Easter hymn ‘Veni creator spiritus’, which must then be counterbalanced with a setting of the closing scene of Goethe’s Faust that brings the symphony to its conclusion. Mahler claimed hits two ‘parts’ were united by the idea of redemption through love, and by the musical motifs that are common to both. Conductors often struggle to realize that unification and balance the piece convincingly.

Fabio Luisi had some neat solutions for that problem. His compatriot Riccardo Chailly once described the symphony’s opening pages as ‘everyone screaming at each other’ but Luisi kept both volume and emotion in check, emphasizing Mahler’s use of counterpoint and taking advantage of extra level of detail that can be coaxed from a fully-professional adult chorus (the DR Concert Choir was joined by the MDR Radio Choir from Leipzig). Only the seven on-stage soloists disappointed in Part I, with uneasy blend and difficulties tuning with each other – a perennial problem in this piece.

Another solution is to treat the large textures of Part I like chamber music – a good test of a conductor’s relationship with his players. Luisi was impressive here too. The series of modulations that takes root as the music momentarily calms down was particularly delicious, the idea of discovery built in to each shift in key. There was a distinct atmosphere to the curious games involving hand-stopped horns and plucked violins that emerges next, and high precision when the symphony’s full-blooded opening music returns at double speed at Part I’s conclusion.

Part II offers the chance to clear the air with even more focus on detail, requiring the grit of the Seventh Symphony in some places and the lightness of the Fourth in others. The combined adult choirs annunciated the consonants of the ‘Waldung’ section with the delicacy of snow falling to the ground. Luisi and his instrumentalists maintained Mahler’s distinct atmosphere without sacrificing individual instrumental character. We were reminded how well the DR Symphony Orchestra can lock-in to Mahler’s distinctive sound world.

In a mixed bag of soloists, Günther Groissböck stood out as a Goethe’s Pater profundus, bringing a touch of villainous desperation to his ‘Wie Felsenabgrund’ monologue but maintaining warmth of tone and sincerity of feeling. Russell Braun as Pater ecstaticus could have combined his nobility with a little more swashbuckling abandon, while Stefan Vinke as Dr Marianus often sang flat but delivered thrilling volume when he needed to. Henriette Bonde-Hansen brought brightness and sparkle to her role as Una poenitentium and Sofia Fomina, positioned high up by the organ pipes, was radiant as Mater gloriosa. The Copenhagen Boys Choir sang cleanly and confidently but without the last ounce of character that can be brought to the children’s choruses.

In the end, it was Luisi’s work with the ensembles that made the symphony settle before its mighty conclusion – a necessary process. The combination of strings and harp after Dr Marianus’s monologue was heavenly, Luisi getting the harps to zing out and shaping the strings deliciously with stylish touches of portamento. He had a slight problem with the shift in tempo at Marianus’s final ‘Jungfrau, rein im schönsten Sinne’, but pushed the final pages of the symphony to the edge of tension, allowing for wondrous release. The sound at the end was overwhelming and deeply moving. Could an organization other than DR, with its broadcasting contacts at MDR, its excellent choirs, and its ability to rehearse and broadcast such a complicated and all-encompassing piece, have pulled big occasion off?

DR SymfoniOrkestret / DR KoncertKoret / MDR Choir / solister / chefdirigent Fabio Luisi
DR Koncerthuset, Copenhagen, 31.8.17
Mahler: Symphony No 8

Foto: Per Morten Abrahamsen

Læ¦s også: Et brølende råb om frihed | Koncertanmeldelse