Mahler med tårer og intensitet | Koncertanmeldelse

Budapest Festival Orchestra spiller sandsynligvis mere elegant end noget andet orkester i dag, og når de vælger at spille “beskidt”, så imponerer de også.

Fem ud af seks stjerner

Af Andrew Mellor

Sidste gang jeg så Budapest Festival Orchestra live, spillede de Brahms ved The Proms i London. Dengang blev jeg lettere irriteret over orkestrets præstation. De var simpelthen for dygtige! Ensemblets evne til spontant at spille som en enhed – at kunne holde vejret, brat reagere på en solo eller en ny tonefarve og forme en frase på en helt ny måde. Lidt ligesom når man bliver overhalet af en cyklist, der ikke har hænderne på styret. Jeg fik det indtryk, at orkestret bare skulle blære sig.

Det fornemmede jeg intet af i Tivolis Koncertsal søndag aften, hvor orkestret og dets chefdirigent Iván Fischer sammen med Københavns Drengekor og Det Kongelige Kantori Damekor opførte en oprigtig og dybtfølt version af Mahlers tredje symfoni. Det hele startede med orkestrets koreograferede entré, før der var spillet en eneste tone. Musikerne gik ind på scenen i en lang række, vendte sig ud mod publikum og satte sig efterfølgende ned samtidigt, som om de allerede blev dirigeret.

Hvad enten denne gestus blev bemærket eller ej, så virkede det som en passende optakt til en koncert, der fra starten tog afsæt i et velfunderet fundament. Mahlers episke tredje symfoni er et billede på naturens altomfattende magt og skønhed, hvis dybe rødder i bunden af orkestret fortalte os om noget uundvigeligt. De dybe strygere (cellogruppen var placeret midt på scenen) og de dybe messingblæsere understøttede med en latent styrke gennem hele den første sats, hvilket medførte at de musikalske chok og omvæltninger, der kom undervejs blev mere effektive og øjeblikket af stilhed i slutningen af satsen ekstra betagende (i selvsamme øjeblik forvandt en sky for solen og fyldte koncertsalen med et blændende lys). Budapest Festival Orchestra spiller sandsynligvis mere elegant end noget andet orkester i dag, og når de vælger at spille “beskidt”, så imponerer de også. Da satsen brat sluttede, gik der et gisp ned gennem stolerækkerne.

I symfoniens anden sats kom der mere af Budapest Festival Orchestras arketypiske spillestil frem. Især deres evne til at holde et tempo tvetydigt eller flydende, magiske små glidende bevægelser af portamento, og musikerne der lyttede så fokuseret på hinanden, at dirigenten til tider virkede overflødig. Efter denne række af musikalske guldkorn fulgte den mere jordbundne tredje sats, hvor Iván Fischer valgte et hurtigt tempo, og alligevel virkede det som om, at de enkelte musikere havde rigeligt med tid til at fremføre deres soli (off-stage posthornet havde dog nogle problemer).

Gerhold Romberger dybe og mørke mezzosopran var perfekt til “midnat sangen” i fjerde sats. Det er her, mange opførelser træder vande, og musikkens træghed tvinger ofte orkestre til enten at jappe af sted eller gå i opløsning. Rombergers glødende stemme, der var ligeså grundfæstet som de dybe strygere i den første sats, holdt det hele sammen. Da chefdirigenten svingede rundt ved indsatsen til Københavns Drengekor på den højre balkon og Det Kongelige Kantoris Damekor på den venstre balkon, var der en sjælden mulighed for at se maestroens ansigt, men det var mærkbart – især for drengenes vedkommende – at sangernes fokus var på orkester og dirigent, og de henvendte sig ikke til publikum.

Fischer gik direkte fra fjerde sats friske tempo og videre til finalen, som er den mest elegante langsomme sats Mahler har komponeret. Denne blændende coda kan nemt punktere; den kræver at hver enkel musiker graver sine reserver af koncentration og intensitet frem. I dette tilfælde fokuserede Fischer behændigt på både detaljen og helheden. Overgangen fra horn til celloer, var magisk – spillet hypersensitivt og med en ekstraordinær langmodighed, og Fischer fandt al den intensitet og højstemhed frem, som denne imponerende og strålende coda har brug for. Det så ud som om Roberger havde store tårer i øjnene, som hun sad der blandt musikerne, og efter en kortvarig stilhed, brød hele koncertsalen ud i klapsalver og jubel.

Mahler: Symfoni nr. 3
Tivoli Koncertsal d. 28.8.16
Budapest Festival Orchestra, Københavns Drengekor, Det Kongelige Kantori Damekor og dirigent Iván Fischer

Foto: Ian Douglas

Læs også: Mahlers Symfoni nr. 9 med Budapest Festival Orchestra og Iván Fischer | KLASSISK pladenyt