Nyhed

Malko 2009 – semifinale

Efter nogle indledende runder med talentfulde yngre dirigenter i spidsen for DR SymfoniOrkestret i Malko Konkurrencen 2009 havde seks kvalificeret sig til semifinalen. I de indledende runde kunne de vælge imellem en vifte af værker; i semifinalen skulle de alle spille de samme to værker: Rachmaninovs klaverkoncert ‘Rapsodi over et tema af Paganini’ og et værk komponeret til konkurrencen: svenske Anders Hillborgs ‘Four Transitory Worlds’.

En af dem der overraskede denne skribent ved, at nå til semifinalen, var japanske Hikaru Ebihara, der i 2. runde demonstrerede noget af et arsenal af kampsportslignende bevægelser i sin direktion, og hans gestik forekom mig at være generelt for marcato og firskåren. I semifinalen tog han Rachmaninovs klaverkoncert til sig og gjorde til sit eget med stor indlevelse og præcision. Her røg de kantede Tai-chi-bevægelser på hylden til fordel for et langt mere nuanceret kropssprog. Nu tog han først karateslagene i brug, når orkestret skulle op i fortissimo-gearet, ligeså vel som træblæserne fik en smørblød venstre pegefinger af en dolce-indsats. Hikaru Ebihara havde en god kommunikation med klaversolisten Marianna Shirinyan – hun leverede i øvrigt en suveræn præstation sammen med alle seks dirigenter.

Det andet obligate værk var et lettere akrobatisk virtuosnummer, hvor der ca. midt i forekommer en passage i to forskellige tempi på samme tid. Der blev trukket lod om rækkefølgen, som de seks deltagere skulle dirigere Hillborg-værket, da det unægtelig er en ulempe at starte, når dirigenterne aldrig har hørt musikken før. Der var afsat 20 minutter til hver deltager til indstuderingen og en gennemspilning af det lidt kringlede ‘Four Transitory Worlds’. Det var nervepirrende at følge dirigenternes udnyttelse af den knappe tid, og musikkens under tiden
thrilleragtige karakter gjorde ikke neglebideriet mindre på publikumsrækkerne.

Først gik Francesco Angelico (foto) på podiet. Han tog satserne i omvendt rækkefølge, og havde mange instruktioner til musikerne. Der var en intensitet i luften, og det var en dirigent med panderynker. Tidspresset gjorde det til noget af en gyser: Kunne han nå at gennemgå det hele, og uden at efterlade juryen med et indtryk af at være forjaget? Ved 3. sats ville han repetere janitsharernes båthorn-inficerede satsåbning uden resten af orkestret, og situationen blev lidt tragi-komisk med dirigentens alvorstunge koncentration under Gert Sørensens båthorn, der ikke helt ville makke ret, men det lykkedes alligevel Angelico, at bevare roen under publikums latterbrøl. Og belønningen for hans evne til at strukturere de hurtigttikkende 20 minutter og holde hovedet koldt kom senere: han er videre til finalen.

Amerikaneren Shizuo Kuwaharas armlægning med Hillborgs ‘Four Transitory Worlds’ blev en mere rolig oplevelse med en fattet dirigent, der udtrykte sig i klare vendinder til musikerne og desuden dirigerede uden taktstok. Havde han mon glemt stokken? Nej, han dirigerede også uden den dagen før. Hans direktion var lidt pudsig med først strittende pege- og langfingre, så pegefingrene alene, men hans signalerer virkede efter hensigten og animerede de dygtige DR-symfonikere. Kuwahara gik også videre.

Malko 2009’s yngste deltager, Joshua Weilerstein på bare 21 år, kan man vente sig meget af. Han demonstrerede godt nok ikke ligeså detaljeret slagteknik som de øvrige semifinalister, til gengæld besidder han et smittende engagement og fighterånd. Tidligt under Rachmaninovs Paganini-variationer lavede han en fejl, som kom til at sætte spor på hans præstation i de efterfølgende minutter, men han kom på benene og vendte det groggy til et brag af en afslutning af værket, der efterlod denne skribent med kuldegys. Under Hillborgs orkesterstykke virkede unge Joshua meget forpustet under sine mundtlige beskeder, men formåede at holde statur under direktionen. Overraskende nok er han den sidste finalist – måske fandt juryen, at hans Rachmaninov opvejede det stakåndende indtryk, han gav med Hillborg.
prm

Finalister lørdag kl. 19.00:
Shizuo Kuwahara (USA), Joshu Weilerstein (USA) og Francesco Angelico (Italien).

Lørdag har DR2 temalørdag om Malko Konkurrencen kl. 20.00-22.30. Hør mini-interview med musikere fra DR-musikerne på www.dr.dk/malko

Foto: PR

Se fotos fra semifinalen her:

www.dr.dk/malko

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER