Nyhed

»Man skal brænde for at spille på festival« | Interview Jens Elvekjær

Ved den aktuelle Copenhagen Chamber Music Festival blandes ensembler og musikere på kryds og tværs, fordi det giver intense koncerter, fortæller festivalarrangør Jens Elvekjær.

Af Nikolaj Skinhøj

Hvordan udvælger I de musikere, I vil spille med til festivalen?
»Vi udvælger de musikere, der passer bedst i forhold til festivalen, og så er det vigtigt, at det er mennesker, som er med på idéen, og som brænder for at deltage i en festival i en uges tid, hvor de næsten er sammen 24 timer i døgnet. Vi vælger desuden musikere, som har samme spillestil, som vores egen Trio con Brio. Det ville være for risikabelt at vælge nogle, som har en diametralt modsat spillestil«.

Hvad giver det at spille i forskellige musikerkonstellationer?
»Til hverdag spiller vi rigtig mange koncerter kun med vores trio, så for mig er det en kæmpe inspiration. Der er et intenst prøveforløb før koncerterne, hvor vi finder sammen om et fælles udtryk. Man skal både give og tage i de situationer, og man skal være meget hurtig, og så skal man være god til at reagere på hinanden i koncertsituationen. Der kommer nogle intense og interessante resultater ud af det. Vi har valgt repertoire, efter hvad der er muligt rent prøvemæssigt. Det er klart, at man ikke skal tage den mest komplekse musik, som kræver en måneds indstudering. Vi har valgt musik, som de fleste allerede har et forhold til og har spillet«.

Hvad gør I for at skabe en festivalstemning?
»Idéen med en festival er, at der er mange koncerter over en kort periode, hvor der er mange gengangere blandt publikum, og derfor er det meget vigtigt, at man skaber en samhørighed mellem publikum og musikere. I år har vi været heldige at få et samarbejde med Det Kongelige Bibliotek i stand, så Den Sorte Diamant bliver det primære spillested, og dermed får vi en festivalbase. Som noget nyt introducerer vi ’Late Night Chamber Music’, som foregår i Den Sorte Diamants atrium, hvor vi introducerer nogle af de andre musikere, og efterfølgende spiller vi i det åbne rum. Det bliver en spændende og mere personlig oplevelse, hvor publikum kan tale med musikerne«.

17. – 20. sept. Copenhagen Chamber Music Festival
Festivalen er tilbage efter et års fravær og recepten er fortsat den samme: 12 musikere fordelt på en klavertrio, en strygekvartet, tre ekstra strygere, en blæser og endnu en pianist. Med denne kombination ligger der et kæmpe repertoire åbent for musikerne, når de spiller sammen på kryds og tværs. Bl.a. kan man høre Brittens ‘Phantasy Quartet’ for obo, violin, bratsch og cello, Debussys Strygekvartet i g-mol, J.S. Bachs Dobbeltkoncert for obo, violin og strygekvintet og Dvoráks Klaverkvartet i Es-dur. I år optræder der desuden en spansk danser ved en række af festivalkoncerterne.
Oplev: Trio con Brio Copenhagen, Quatour Modigliani, Julian Steckel, Alexander Sitkovetsky, Max Artved, Tatjana Masurenko, Marianna Shirinyan og Selene Muñoz.
Steder: Den Sorte Diamant, Rundetårn, Mogens Dahl Koncertsal og Sct. Andreas Kirke.

Foto: Suste Bonnén

Læs mere om Copenhagen Chamber Music Festival 2015

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER