Nyhed

Meryl Streep skal spille verdens værste operadiva

Efter at have portrætteret operalegenden Maria Callas sadler Meryl Streep om i rollen som verdens værste operadiva, amerikaneren Florence Foster Jenkins, i en kommende film. Jenkins var berygtet for sin teknik og kunne hverken holde takt eller tone. Og endnu værre var hendes udtale, når hun sang partiturer på fremmede sprog.

At hun overhovedet optrådte offentligt – fortrinsvist på mindre scener i New York – skyldtes en anseelig arv. Hendes miserable fremførelser foregik i selvdesignede kostumer med både vinger og glimmer, og hendes store publikum kom primært for at få et godt grin. Højdepunktet i hendes karriere var dog en udsolgt forestilling i Carnegie Hall i 1944. Det blev samtidig hendes svanesang, da hun døde en måned efter.

Hugh Grant spiller rollen som St. Clair Bayfield, Jenkins’ impressario og livsledsager. Instruktør er Stephen Frears. Det forlyder endnu ikke om filmen bliver et drama eller en komedie.

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER