Nyhed

Midtvest på forsiden

Det er ikke hver dag, at et dansk ensemble kommer på forsiden af et tysk musikmagasin. Ikke desto mindre er det lykkedes for Ensemble Midtvest i juni måned, hvor de 11 musikere pryder forsiden af ’Ensemble Magazin für Kammermusik’.

Over seks sider tegner redaktøren, Carsten Dürer, et portræt af det danske ensemble. Han har været en tur i Herning, hvor ensemblet holder til, og hvorfra de forsøger at nytænke den konventionelle klassiske koncertform med en besætning, der består af en strygekvartet, en blæserkvintet og en pianist. Ensemblet har fleksibiliteten i højsædet og høres ofte i forskellige konstellationer – fra duo til nonet.

Det er særligt konstruktionen med et fastansat kammerensemble finansieret af stat og kommuner, redaktøren hæfter sig ved. Samtidig peger han på, at den danske ordning med en række basisensembler er enestående og virker kultiverende for kulturen i provinsen. Ensemblets spil er Dürer også glad for. Han betegner ligefrem MidtVest som et af de mest aktive og farverige nordiske kammerensembler med programmer og en kunstnerisk kvalitet, som udlandet også bør få glæde af.

Besøg ensemblets hjemmeside her.

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER