Nyhed
Netrebko aflyser pga. strålingsfare
1. juni 2011
1. juni 2011
To af Metropolitanoperaens største stjerner har meldt afbud til en Japan-turné få dage før start. Det drejer sig om sopranen Anna Netrebko (foto) og tenoren Joseph Calleja, der begge har valgt at melde fra på grund af frygt for radioaktiv stråling, skriver nyhedsbureauet AP.
Det amerikanske operakompagni indkaldte en strålingsekspert i sidste måned, som ikke mente, der var strålingsfare, og at radioaktiviteten i Tokyo var tilbage på sit normale stadie. Flyturen dertil ville højst sandsynlig udsætte dem for mere stråling end opholdet i Japan, oplyste han.
Ifølge direktøren for Metropolitanoperaen, Peter Gelb, har russiske Netrebko forklaret, at hendes afbud bl.a. skyldes, at hun har venner, som er døde af kræft efter atomulykken på Tjernobyl i 1989, og at hun ville få svært ved at koncentrere sig på scenen, og at det ville påvirke hendes optræden.
Sangerne Marina Poplavskaya, Marcelo Alvarez, Rolando Villazon og Alexey Dolgov erstatter Netrebko og Calleja.
På Japan turnéen opfører The Met ‘La Bohème’, ‘Don Carlos’ og ‘Lucia di Lammermoor’.
Foto: Ken Howard/Metropolitan Opera
FLERE NYHEDER