Nyhed

New York tager Carl Nielsen alvorligt

I 1960’erne gjorde Leonard Bernstein dansk musik en stor tjeneste ved at indspille fire af Carl Nielsens symfonier med New York Filharmonikerne. Udlandets interesse for Nielsens symfonier spredte sig, og andre orkestre tog dem på programmet. Men interessen er efterhånden dæmpet. Nu vil New York Filharmonikerne og dets nye chefdirigent, Alan Gilbert, forevige Nielsens seks symfonier og tre instrumentalkoncerter på cd for danske Dacapo Records.

Fredag mødtes Dronning Margrethe og Dacapo Records med repræsentanter fra det amerikanske orkerster for at offentliggøre projektet. Den første cd skal indeholde 2. og 3. Symfoni og udgives i efteråret 2012. Sidste cd udkommer i 2015, som er 150-års-jubilæumsåret for Nielsens fødsel. Solister i de tre koncerter er danske Nikolaj Znaider, fløjtenisten Robert Langevin og klarinettisten Ricardo Morales.

Alan Gilbert har et særligt forhold til Nordisk musik, da han i otte år har stået i spidsen for Kungliga Filharmoniska Orkestern i Stockholm. Til Dagbladet Politiken siger Gilbert: »Jeg har oplevet, at publikum tager Nielsens musik til sig med en slående umiddelbarhed. Jeg hører tit folk spørge: ’Hvorfor hører vi dog ikke mere af hans musik?’. Det kommer de til nu. Og lad os ikke glemme, at Sibelius heller ikke var særlig kendt indtil for 30-40 år siden, da flere musikere begyndte at promovere ham. Nu er Nielsens tid kommet«.

Foto: Pascal Perich

Læs Politikens artikel

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER