Nyhed

Ny festival i farver

Den 28. januar går tæppet for første gang for NJORD, Københavns nye biennale for samtidsmusik og samtidskunst. I løbet af fem dage mødes en række nordiske komponister, billedkunstnere, musikere, og instruktører i forskellige tværkunstneriske projekter med fokus på samspillet mellem klangfarver i musikken og farveklange i billedkunsten under overskriften ’Colour of Sound’.

Den finske komponist Kaija Saariaho er festivalkomponist på den første udgave af NJORD, og hun vil være at finde i København under hele biennalen, hvor hun blandt andet deltager ved åbningskoncertens danske premiere på hendes hovedværk, oratoriet ’La Passion de Simone’, som fremføres af ensemblerne Avanti! Chamber Orchestra og La Chambre aux échos.

»Mens jeg sad og lyttede, begyndte jeg pludselig at se farver og farveformationer, der bevægede sig igennem orkestret, mens de spillede – fuldstændig som når man ser et nordlys bevæge sig hen over himlen: farver, der skifter, idet de store formationer i store bløde bevægelser glider afsted, sådan bevægede disse farveformationer sig igennem orkestret, mens de opførte Saariahos musik«, fortæller biennalens kunstneriske leder, Jane Schwarz, i pressematerialet, om sin første oplevelse med Saariahos musik.

Kaija Saariaho er uddannet fra Sibelius Akademiet i Helsinki, og hun har endvidere studeret ved Freiburg Musikhochschule samt på IRCAM i Paris, hvor hun bor. Hun har modtaget adskillige af de største internationale priser for sin musik gennem de sidste 15 år.

Under NJORD præsenteres udover koncerter forskellige udstillinger, seminarer og foredrag samt workshoppen FRYS for skolebørn i alderen 10-14 år.

NJORD – New Nordic Music Biennale – finder sted den. 28. januar – 1. februar i Dansehallerne, Kbh. V, KoncertKirken, Kbh. N, og i Den Sorte Diamant. Kbh. K.

Foto: Marco Borggreve

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER