Nyhed
Ny musik må gå nye veje
5. oktober 2016
5. oktober 2016
Koncerter flyttet hjem i folks stuer, gademusik og en bus fuld af publikum sendt til lufthavnskoncert er, hvad Aarhus Unge Tonekunstnere har prøvet de sidste par år. Og så er der de traditionelle koncerter med samtidsmusik ved siden af. Foreningen fejrer 50 års jubilæum i år og har siden 2011 haft komponisten Line Tjørnhøj (foto) som formand.
»Aarhus Unge Tonekunstnere har haft mange forskellige ansigter præget af forskellige formandskaber med hver deres dagsorden«, forklarer Line Tjørnhøj.
»Gennem årene har vi holdt en dialog i gang om, hvorfor der overhovedet skal laves ny musik, og hvad er det, vi komponister, der lever nu, bidrager med. Vi har en meget vigtig rolle i at præsentere musikken og fortælle om, hvor højt niveau danske og nordiske komponister faktisk bliver regnet for, også i udlandet, og hvor begejstret udenlandske ensembler er for nyskrevet dansk musik«.
I 1978 blev komponisten Karl Aage Rasmussen formand for de unge tonekunstnere, og han etablerede ny musik-festivalen Numus, som længe kom til at præge foreningens virke, og da den lukkede i 2000, opstod der et stort tomrum. Da Line Tjørnhøj overtog formandsposten, begyndte hun at udfylde tomrummet ved at dreje fokus i retning af, at foreningen skulle være et fællesskab og et ressourcecenter for de 100 medlemmer fremfor kun at være koncertarrangør.
»Nu forsøger vi både at lave udviklingsprojekter og koncerter. Man kan komme til vores bestyrelsesmøder og foreslå noget, og hvis det ikke er klart til at blive produceret som koncert, så hjælper vi med at udvikle på det. Vi har en meget uformel mentorordning«.
Trods sin begrænsede størrelse råder Aarhus Unge Tonekunstnere over et betydeligt netværk, der for eksempel har skaffet amerikanske ensembler som JACK Quartet og Decoda til byen.
»Vi er meget lokalt forankrede. Alle dem, der er aktive i foreningen, har en tilknytning til Aarhus«, siger Line Tjørnhøj.
»Men vi har også et stort internationalt netværk: Folk ønsker et samarbejde med os og bringer selv midler ind, så vi har mulighed for at lade topensembler spille værker, som vi bestiller«.
To af foreningens seneste succeser, orkestersangene ‘Beinta’ med en færøsk folkrocksanger og gadeoperaen ‘Tusk’, skabte opmærksomhed blandt publikum og medier. Avantgarden har et ry for at være utilgængelig, men foreningens arrangementer kan nogle gange vise det modsatte. Fremmødet til ʻBeintaʼ i Musikhuset Aarhusʼ største koncertsal overraskede deres samarbejdspartner:
»Aarhus Symfoniorkester troede ikke, at der ville komme publikum, men der endte med at være udsolgt. Det kan godt være, at det her er helt nyskrevet musik, og at der er performative elementer i det, men der er faktisk et publikum til det«.
Til oktober får Aarhus Unge Tonekunstnere og Aarhus Symfoniorkester igen chancen til at bevise at den eksperimenterende musiks kvaliteter, når Simon Steen-Andersens prisbelønnede Klaverkoncert, Rasmus Zwickis ‘Last Symphony’ og Anna Thorvaldsdottirs ‘Aeriality’ er på programmet.
7. okt. Musikhuset Aarhus kl. 19.30, AUT 50 års fødselsdagskoncert
Foto: Anders Bigum
FLERE NYHEDER