Nyhed

Ny operafestival varmer op

En festival for opera og operette i København, opført andre steder end vante rammer som Operaen og Gamle Scene, tyvstarter til juli. Det er hensigten, at festivalen efter nogle få år skal vokse sig større, men man vælger at starte allerede denne sommer med tre forskellige tilbud til publikum. Og det sker med ‘La Traviata’ på Nytorv med bl.a. sangerne Anne Margrethe Dahl, Niels Jørgen Riis og Andrea Pellegrini, en forestilling som skal instrueres af den folkekære baryton Guido Paevatalu. I den maritime afdeling præsenteres et lettere repertoire på en kanalrundfart med to sangere om bord. Sidst er der mulighed for at gå under jorden, dvs. i ruinerne under Christiansborg, og høre tre komponisters bud på en musikalisering af Orfeo-myten.

Copenhagen Opera Festival, 25. – 28. juli
“Opera til vands, til lands og under jorden”

LA TRAVIATA. Med bl.a. Anne Margrethe Dahl, Niels Jørgen Riis, Andrea Pellegrini, Guido Paevatalu, Hans Lawaetz og Anders Jakobsson. 26. juli kl. 14.00 på Nytorv. Gratis adgang.

OPERETTEBÅDEN byder i hele festivalperioden på vuggende sejlads gennem Københavns indre kanaler. Sofie Cero og Thomas Peter Koppel underholder fra bådens stævn med uddrag fra berømte operaer og operetter.

OPERA I DØDSRIGET er en gendigtning af den to tusinde år gamle Orfeus-myte med musik fra tre forskellige operaer om Orfeus af Haydn, Monteverdi og Gluck. Med Nina Bols Lundgren, Sofie Elkjær Jensen og Maria Kontra. Iscenesættelse: Christopher Cowell. 27. og 28. juli begge dage kl. 18.00 og 21.00.

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER