Pelle Gudmundsen-Holmgreen om sin første opera
‘Sol går op, sol går ned’

Pelle Gudmundsen-Holmgreen er ikke kendt for sine operaer, for han har indtil nu ikke skrevet en eneste. Simpelthen fordi opgaven har været for skræmmende. Men til januar får veterankomponisten endelig sin operadebut.

Fortalt til Jens Povlsen

Den her opera har en lang forhistorie. Jeg har skrevet på den i 50 år. Det er den eneste opera, jeg har skrevet. Måske fordi det er et ret overvældende maskineri af mennesker, man sætter i gang, når man skriver et værk, der skal sættes op på et teater. Instruktører, scenografer og økonomien skal der være styr på. Det er totalt skræmmende, og derfor skrev jeg i første omgang faktisk operaen til mig selv – uden tanke på noget sted eller noget menneske.
Opsætningen af ‘Sol går op, sol går ned’ bliver nok en del anderledes, end jeg oprindeligt havde tænkt mig. Jeg har givet den unge instruktør Eva-Maria Melbye og scenografen Marcus Olson ret frie tøjler, og det har jeg det ret godt med. Hvis jeg havde stoppet dem og sagt, at sådan og sådan skal det være, var jeg kommet til at ødelægge deres skaberkraft, og det ville jeg have det skidt med. Jeg vil ikke spænde ben for andres drømme og visioner.
Jeg blev ret tidligt klar over, at min opfattelse af operaen var helt anderledes end instruktørens. Hvor Eva-Maria ser cyklussen i operaen, ser jeg det stik modsatte. For mig handler ‘Sol går op, sol går ned’ ikke om en enorm cyklus, men om sammenstød mellem elementer, der vil noget forskelligt.
Da jeg var omkring 30 år, dukkede min mor op med en gammel bibel. Den havde en vis tykkelse. Min mor var ikke særlig troende – min far var slet ikke – og jeg selv er hverken døbt eller konfirmeret. For mig er der ikke nogen Gud, men det er et fantastisk stof at dykke ned i. Helt tilfældig var det første, jeg dumpede ned i Prædikerens Bog, som man siger, at Kong Salomo skrev.
En helt forfærdelig omgang orientalsk “mølle”, hvor solen går op, og solen går ned, og hvor der er en tid til at så og en tid til at høste, en tid til at føde og en tid til at dø og så videre og så videre. Det er en evig kværnen, og det blev jeg fuldstændig chokeret over. Jeg blev faktisk så chokeret, så jeg tænkte “hør, det her, det bliver jeg nødt til at tage stilling til. Det bliver jeg nødt til at gøre noget ved.”
På den anden side er ‘Højsangen’ også tillagt Kong Salomo. Den unge Salomo står for en livslyst, som er helt ubetalelig. Det kunne jeg ikke få til at stemme med al den tomhed og håbløshed, han udviste som gammel. Jeg tænkte, at det egentlig var meget mærkværdigt, at det samme menneske kunne have så forskellige opfattelser af verden, så i operaen møder man Salomo den unge på den ene side af scenen og Salomo den gamle på den anden side.
Sangernes bevægelser er minimale. De flytter sig ikke ud af stedet. Til at starte med er scenen sprængfuld af alle mulige ting – som vores samfund og liv nu engang er overlæsset med ting og sager, begivenheder og mennesker. I løbet af de to akter tømmer scenefolkene scenen for alt undtagen de medvirkende. Det er den eneste udvikling, der er, og på den måde bliver tavlen også visket ren. Jeg synes, at der er noget skønt over at få det hele væk og få renset tankerne en gang imellem og spørge sig selv – var alt det her nu også nødvendigt?

Pelle Gudmundsen-Holmgreens ‘Sol går op, sol går ned’ iscenesat af Eva-Marie Melbye uropføres den 23. januar 2015 på Takkelloftet i Operaen kl. 19.30, hvor den spiller seks gange frem til den 27. februar.

Foto: Jeppe Gudmundsen-Holmgreen

Læs interview med Pelle Gudmundsen-Holmgreen (uddrag)