Nyhed

Protest mod suspendering af musikere

I et åbent brev til Daily Telegraph opfordrer over hundrede kunstnere London Philharmonic Orchestras ledelse til at genoverveje deres beslutning om at suspendere fire orkestermusikere. De fire strygere protesterede åbent imod Israel Filharmonikernes optræden på BBC Proms. Blandt protestunderskriverne er de kendte filminstruktører Mike Leigh (billedet) og Ken Loach.

Ifølge LPO bliver musikerne straffet, fordi de brugte orkestrets navn til at underskrive protesten. Orkestrets adm. direktør Timothy Walker udtaler, at musikerne ikke var blevet straffet, hvis de havde underskrevet brevet som individer. Han tilføjer, at et antal jødiske tilhængere har truet med at boykotte koncerter eller trække finansiel støtte til LPO pga. af sagen.

“Uanset hvilke synspunkter musikeren har, angår det ikke os, så længe det ikke påvirker virksomheden. Jeg er ikke enig i, at musik skal bruges som en politisk kastebold”, udtaler Timothy Walker til BBC News.

I protestbrevet fra de 117 kunstnere gøres det klart, at det ikke er musikernes modstand mod Israel, der støttes, men at der protesteres mod suspensionen, som giver anledning til “alvorlig bekymring over de større spørgsmål, der står på spil for kunstnere og andre. Der skabes her en klar kobling mellem personlig samvittighed og ens beskæftigelse, som vi alle må modstå”.

De fire strygere er indtil videre blevet suspenderet i ni måneder efter at have offentliggjort deres modvilje mod Israel Filharmonikerne, som de betragter som et propaganda-instrument.

Foto: sf-film/PR

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER