Siegfried, langt mere end en hjernedød idiot | Operaanmeldelse

Tredje opera i Wagners ‘Ring’-cyklus byder på et sprudlende orkester, et fortsat fravær af instruktion og imponerende sangere.

Af Andrew Mellor

‘Siegfried’ er det nærmeste man kommer på en komedie i ‘Ringen’, men det er også operaen, hvor Wagners “orkestersprog” er fuldt udviklet. Fra tredje sats har orkestret rigeligt at se til. De spytter snesevis af ledemotiver ud hvert minut, og musikken har indtil da ikke haft den samme tyngde, som nu kommer på banen.

Alexander Vedernikovs egale og subtile orkester har været denne cyklus’ største overraskelse, og de skuffede os heller ikke ved denne lejlighed, hvor deres vidunderlige spil fortsatte helt frem til aftenens sidste akkord. Vi hørte udsøgte soloer, og fortsat begejstret spil fra førsteviolinerne samt ømhed fra de dybe strygere.

Scenografien er stadig meget enkel, men åbningsscenen i Mimes grotte bød på den største aktivitet vi endnu har set i denne opsætning. Det var Wolfgang Ablinger-Sperrhacke som Mime, der sparkede forestillingen i gang med en præstation, som var fuld af humor. Endnu et eksempel på en sanger, der griber kontrollen i en ellers kedelig opførelse, og som sandsynligvis bygger på erfaringer fra tidligere, da han ikke sang partiet i den første cyklus.

Torsten Kerl har en enorm erfaring i titelrollen, og han gav os et overbevisende portræt af Siegfried, selvom han ikke umiddelbart lignede en helt. Han skildrede karakteren som langt mere end en hjernedød idiot. På scenen stod en nysgerrig yngling, der kun var ulydig når omstændighederne krævede det og samtidig skrøbelig i sin voksende modenhed. Han har en stærk stemme, men kæmpede for første gang med at få den ud over scenekanten, og var bedst i tredje akt, hvor han kunne udtrykke heltemod og lidenskab.

Modsat ham var Catherine Foster en fantastisk Brünnhilde. Hendes stemme har en imponerende styrke, og tonerne strømmer ud af hende som lava. Hendes præstation var frisk og overbevisende. James Johnson vendte tilbage som Wotan efter fraværet i ‘Valkyrien’, men han var ikke i sin bedste vokale form.

En gennemgående svaghed ved denne opsætning af ‘Ringen’ har været håndteringen af “special effects” samt kampscenerne, så situationen hvor Siegfried dræber dragen Fafner tegnede ikke lovende. Det blev dog håndteret på en enkel men acceptabel måde. Der var intet tåbeligt dragekostume på scenen. I stedet så man Andreas Hörl som Fafner i menneskelig udgave. Sopran Nina Bols Lundgren var charmerende som skovfuglen, og sammen med Ablinger-Sperrhacke tilførte hun balletagtigt lys og lethed til en mørk scenografi, hvor karaktererne hidtil har bevæget sig langsomt og forsigtigt rundt på scenen.

Wagner: ‘Siegfried’
1.6.18 Odeon, Odense

Læs også: Stærke stemmer og orkestret løfter opsætningen | Operaanmeldelse