Nyhed

Sønderjyderne ansætter chef

Siden august har Sønderjyllands Symfoniorkester været uden leder. Det ændrer sig fra 15. februar, hvor 41-årige Rasmus Adrian sætter sig i stolen som ny orkesterchef. Han er valgt ud fra sine menneskelige kvaliteter og erfaring med ledelse, administration og musik og teater, siger bestyrelsesformand Anna Margrethe Ikast.
15 ansøgte om stillingen, alle danskere, samtalerunden bestod af syv kandidater, hvoraf Rasmus Adrian ifølge Anna Margrethe Ikast var den »absolut bedst kvalificerede«.

»Jeg kommer med en stor kærlighed til klassisk musik«, siger den kommende orkesterchef. »Derudover har jeg stor erfaring med ledelse og administration blandt andet som musikproducent i Diamanten og som administrativ leder for Concerto Copenhagen. Jeg har ikke kun administrativ erfaring, men har også haft også kunstnerisk ansvar og har bestemt repertoire«.

Blandt sine drømme for Sønderjyllands Symfoniorkester nævner Rasmus Adrian at ville gøre klassisk musik mere tilgængelig. »Jeg tror, at bestyrelsen i deres beslutning om at ansætte mig har lyttet til min erfaring fra teaterlivet og med at fokusere på publikumsudvikling. Der skal gøres noget for, at den klassiske musik bliver endnu mere synlig«.

»Symfoniorkestre er generelt udfordrede. Den måde, vi bruger vores tid på i dag, er anderledes end tidligere. Derfor skal vores vaner og tænkemåder med at præsentere klassisk musik justeres. For eksempel ligner koncertprogrammer leksikonopslag, hvilket er fint for det erfarne publikum, men fremmedgørende for nye. Vi skal fokusere på umiddelbarheden. Det er hele musiklivet, der gennemgår en forandring i øjeblikket«, siger Rasmus Adrian til KLASSISK.
prm

BLÅ BOG
Rasmus Adrian har studeret musikvidenskab ved Københavns Universitet, guitar ved DKDM og Arts Management i København og ved Sibelius Akademiet i Finland. Har arbejdet som musikproducent i Den Sorte Diamant, adm. leder for Concerto Copenhagen og Storstrøms Kammerensemble, forretningsfører for Teater Kaleidoskop, teaterdirektør og adm. leder ved Teater Republique.
Flytter fra hovedstaden til Sønderborg til sommer. Gift med mezzosopranen Trine Bastrup Møller.

Foto: Peter Clausen

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER