Spor i rummet

Tankerne flyder friere for den færøske komponist Sunleif Rasmussen, efter han er fyldt 50 år.

Fortalt til Jens Povlsen

Noget af det første, jeg tænkte på, var at finde balancen. Det, synes jeg, er helt afgørende, når man skriver for et instrument som oboen, der ikke tilhører de kraftigste instrumenter. Oboen kan let drukne i et stort orkester. Men jeg ville ikke begynde at reducere i størrelsen på orkestret. I stedet har jeg fordelt musikerne lidt anderledes, end man er vant til. Helt konkret har jeg løst problematikken med balancen ved at tage en blæserkvintet ud af symfoniorkestret og placere musikerne, så de spiller i modsat retning af orkestret. Det skaber plads til solisten.

Obokoncerten har fået titlen ‘Traces in Spaces’, fordi musikken også sætter sig spor i rummet på den måde. Rent fysisk vil publikum forhåbentlig opleve en rummelighed, de ikke er vant til. Solisten starter for eksempel heller ikke på scenen, men bevæger sig rundt i salen og sætter sig spor ved at bruge rummet.

Jeg har efterhånden gjort det nogle gange på den her måde. Jeg tror, jeg er blevet træt af den stereotype og statiske måde, som en klassisk koncertsal bruges på. Jeg vil gerne udfordre den form. Men det skal give mening. Og sammenhængen skal være på plads. Jeg vil ikke bare udfordre for udfordringens skyld.

For to hundrede år siden havde komponisterne ikke de samme tekniske muligheder, vi har i dag. Surround sound havde ingen tænkt på dengang, men jeg synes, det er vigtigt at benytte sig af den flerdimensionalitet, vi møder alle vegne i dag og for eksempel kan opleve, når vi går i biografen.
I de værker, hvor jeg har gjort noget tilsvarende, har jeg fået gode tilbagemeldinger fra publikum. Når rummet åbner sig, så åbner de sig også for musikken på en anderledes måde, siger de. De bliver mere modtagelige på den måde.

Men der er nogle ting, man er nødt til at tage højde for, når man gør det på den her måde. Intonationen kan være et problem, for den bliver automatisk lavere, jo længere musikerne bevæger sig væk fra hinanden. Musikerne er vant til det, men i et nyskrevet værk som mit er prøveforløbet derfor rigtig vigtigt.
Jeg gør også det, at jeg altid skriver dynamikken, som den skal lyde i salen. Ikke på scenen. Der er nogle dirigenter, der tager anvisningerne i partituret meget bogstaveligt. Og det skal de også. Men man må hellere være på den sikre side.

Jeg har altid godt kunne lide oboen. Den har den der tvetydighed over sig. Den kan være ufattelig smuk i det høje leje og næsten grov i det lave.
Når jeg skriver en instrumentalkoncert, kan jeg virkelig godt lide, hvis jeg kender solisten og har et forhold til ham eller hende. Det bliver mere personligt på den måde.
Jeg skriver ret hurtigt for tiden. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Det er lidt pudsigt, for det har jeg ikke gjort før i tiden. Det er som om, at der er nogle ting, der er faldet på plads for mig, efter jeg er blevet 50 år. Jeg føler mig mere fri som komponist.

Jeg ved ikke, om det er den større erfaring, som følger med alderen, der gør det, men mine tanker flyder mere frit nu, end de gjorde før i tiden. For det går ikke hurtigere, fordi jeg går på kompromis med kvaliteten. Slet ikke. Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er bedre end mit sidste værk.

Traces in Spaces live
30. okt. Odense Koncerthus kl. 19.30
Sunleif Rasmussen får uropført sin obokoncert ‘Traces in Spaces’ med Odense Symfoniorkester og solist Henrik Skotte. Dirigent er Eva Ollikainen.

Foto: Lars Skaaning