Nyhed

Stjernehimlen lyser over DR Byen

DR SymfoniOrkestret holder niveauet fortsat højt i den kommende sæson. Det seneste år har posten som chefdirigent været ubesat. Men nu tiltræder Rafael Frühbeck de Burgos stillingen. Det kan blive begyndelsen til en ny kunstnerisk retning for orkestret efter en lang periode under Thomas Dausgaards ledelse.

De Burgos dirigerer Beethovens ni symfonier i løbet af 2012/13, og fire af koncerterne, der har et af disse værker på programmet, indledes med en kort komposition (en ‘fanfare’) skrevet til lejligheden. Af øvrige uropførelser er der et stort Requiem af John Frandsen, en concerto for orkester af DR’s huskomponist Søren Nils Eichberg, og igen programsat er Carsten Dahls ’The Fifth Dimension’, som skulle være spillet i april 2012. En prominent danmarkspremiere er opførelsen af Per Nørgårds 8. Symfoni i november.

En operastjerne, man bør opleve, er franske Patricia Petibon, som synger Händel, Haydn og Mozart i maj næste år. Mange vil også glæde sig over gensynet med Yuri Temirkanov, der dirigerer Sjostakovitjs 7. Symfoni ‘Leningrad’. Tre sikre violinstik vil være Hilary Hahn og Leila Josefowicz og Nicola Benedetti.

Om idéen med at bestille nye kompositioner til at indlede nogle af Beethoven-symfonierne, fortæller orkesterchef Ole Bækhøj: “Fanfarerne er tænkt som et krydderi, en kommentar til og en åbning af Beethovens symfonier. Rammen er messing og slagtøj fra symfonien, og der skal indgå musikalsk materiale fra symfonien. Fanfarerne må kun vare tre minutter. Vi har spurgt forskellige komponister, om de er med på spøgen, og det var Søren Nils Eichberg, Thomas Agerfeldt Olesen, Jesper Koch og Rafael Frühbeck de Burgos. Vi prøver at finde nye måder til få ny musik til at spille med, måske have en kommenterende rolle og at være kontrast eller åbning til Beethoven-symfonier. Forhåbentlig er det også en sjov udfordring for komponisten, en slags sudoko-opgave – det kan være befordrende med begrænsninger”.

Af Per Rask Madsen. Foto: Per Morten Abrahamsen

Se hele sæsonkataloget hér

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER