Nyhed
Telefon afbryder New York Filharmonikerne
12. januar 2012
12. januar 2012
Var du en af de heldige, der hørte Mahlers 9. Symfoni med DR SymfoniOrkestret i sidste uge, så kan du glæde dig over at have hørt den til ende uden afbrydelser.
Sådan var det ikke forleden, da dirigenten Alan Gilbert (billedet) slog bremsen i og kommanderede New York Filharmonikerne til at stoppe midt i en stille passage i 4. sats af Mahlers Niende. Årsagen var en mobiltelefons ringetone, der havde forstyrret flere gange undervejs, men så til sidst blev marimbatonerne fra den pågældende iPhone for meget for orkestrets chefdirigent.
En anden publikummer råbte “Tusind dollar i bøde!”. Alan Gilbert spurgte, direkte henvendt til iPhone-ejeren: “Er du færdig? Fint. Så venter vi.” Da ringetonen stoppede, spurgte Gilbert: “Slukkede du for den?” Fyren nikkede. Gilbert: “Den begynder ikke igen?”. Fyren nikkede atter. Og så vendte Gilbert sig mod publikum: “Normalt ved forstyrrelser som denne er det bedst ikke at stoppe, da det er værre end forstyrrelserne. Men dette var ekstremt”.
Foto: Chris Lee
FLERE NYHEDER