Nyhed
Tyv stjæler dirigents partiturer
12. april 2010
12. april 2010
Sjællands Symfoniorkesters dirigent Lan Shui har haft ubudne gæster i sin bil. Han har fået stjålet en taske med fire orkesterpartiturer i. Det drejer sig om værker af kinesiske komponister for blokfløjte og orkester, som Lan Shui og Sjællænderne er ved at indspille på cd sammen med Michala Petri. Tasken blev stjålet søndag mellem kl. 22.00 og 23.30, mens Lan Shuis sølvgrå Volvo holdt parkeret i Nyropsgade i København V.
“Partiturerne er fyldt med mine personlige markeringer, som er meget vigtige for vores cd-optagelser. Jeg håber, at nogen finder dem og leverer dem tilbage til orkestret”, fortæller Lan Shui.
Kan du på nogen måde hjælpe med at tilvejebringe partiturerne, kontakt da Sjællands Symfoniorkester på 33 91 11 99 eller sb@cph-phil.dk
Foto: PR
FLERE NYHEDER