Underholdningsorkestret genfødt i glimmerregn

Adám Fischer fortsatte sit personlige portræt af Beethoven i Danmarks Underholdningsorkesters første koncert, efter større milliondonationer har sikret Fischer og musikerne til og med 2018.

4 ud af 6 stjerner

af Sune Anderberg

Det er næsten som at have forvildet sig ind i en hemmelig loge, når man går til koncert med Danmarks Underholdningsorkester. Publikum klapper som besat, endnu inden programmet overhovedet er gået i gang. Men denne eftermiddag var det ikke for at holde en døende patient i live; søndagens koncert var den første, efter det for nylig blev annonceret, at tre store fonde har sikret orkestrets virke de kommende tre år. Hvilket selvfølgelig blev fejret med hele to Beethoven-symfonier og visitter fra Haydn og Mozart – den wienerklassiske satsning er for længst blevet Ádám Fischers og orkestrets mest slagkraftige salgsargument.

Nok er der skruet ned for Underholdningen, men der er i den grad skruet op for Orkestret. Det kan måske virke dekadent at finansiere et næsten rendyrket wienerklassisk orkester i en tid, hvor andre ensembler må skære ned. Dekadent eller ej, koncerten i det gamle Radiohus viste endnu en gang, at det under alle omstændigheder ville være et musikalsk tab, hvis Danmarks Underholdningsorkester måtte lukke. Det humør, Fischer indgød i Beethovens Første Symfoni, ville tage evigheder at opdyrke i et nyt orkester. Der er noget Bernstein’sk over hans showmanship, som bringer den store musik ned i øjenhøjde.

Første Symfoni byder på en række interne vittigheder: lige fra indledningens falske afslutninger til den jokende Haydn-parodi i begyndelsen af fjerdesatsen. Fischer griber oplægget og kan tvinge sine violiner og bratscher ned i et næsten provokerende svalt leje for så i næste øjeblik at igangsætte en lavine i orkestret. Han river musikerne rundt med en teaterskuespillers dramatiske gestik. Hvor Første Symfoni således var fyldt med humør, var Ottende Symfoni til gengæld helt anderledes bastant. Groft sagt var det en kamp mellem piano og forte, hvor den hårde dynamiske opdeling næsten blev en pointe for Fischer; som om han ville sige: Beethoven kunne også være sådan her, ret så firkantet. Den ungarske dirigent lægger ikke skjul på sin rolle som fortolker, og det var to ganske forskelligartede portrætter, der blev tegnet denne eftermiddag.

Sopranen Ditte Højgaard Andersen var imellem de to symfonier solist i Haydns ’Scena di Berenice’ og Mozarts ’Bella mia fiamma’. Det tiltvang sig noget mindre engagement fra Fischers side, og Andersen druknede en smule i Mozarts dybeste passager, men strålede ellers i hans teknisk svære sekvenser og lyse afsnit. Idéen med at spejle Beethoven i sine to kunstneriske inspirationer fungerede glimrende. Og apropos glimmer, så fornægtede den gamle underholdningsånd sig alligevel ikke midt i al klassikken, for netop som koncertens sidste toner havde lydt, sprang seks konfettirør og indhyllede den gamle koncertsal og musikerne i sølvstrimler. Inderst inde er de jo stadig den frække lillebror.

NB: Det uddelte programhæfte afslører i øvrigt, at vi 22. maj kan høre DU spille Haydns Symfoni nr. 103, Mahlers adagietto fra Femte Symfoni og Beethovens koncertarie Ah! Perfido; og 27. november gælder det så Beethovens Anden og Syvende Symfoni. Det er muligt at købe billetter på Billetlugen.dk.

Søndag den 28. februar, DKDM’s Koncertsal
Dirigent Ádám Fischer, Danmarks Underholdningsorkester og sopran Ditte Højgaard Andersen. Beethoven: 1. Symfoni, Haydn: Scena di Berenice, Mozart: Bella mia fiamma, Beethoven: 8. Symfoni.

Foto: Nikolaj Lund