Nyhed
Usikkerhed omkring DR Radiosymfoniorkestrets fremtid
2. november 2007
2. november 2007
En censureret sociologi-specialeafhandling, der udøvede temmelig krads kritik af en person i DR Radiosymfoniorkestrets ledelse er formentlig grunden til, at sagen nu er rullet så langt, at det har resulteret i fyringen af orkesterchefen Per Erik Veng (foto). Timingen kunne dog næsten ikke være dårligere end netop nu, hvor åbningen af den nye koncertsal i Ørestaden står for døren. I en artikel i Berlingske Tidende bliver der gættet på, hvem der eventuelt kan løfte opgaven efter den afgåede chef. De mulige kandidater er ifølge artiklens skribent Det Kongelige Teaters økonomi- og personaledirektør Kim Bohr, som indtil for et halvt år siden var chef for RadioUnderholdningsOrkesteret, dernæst nævnes programchef for RadioUnderholdningsOrkesteret og DR Bigbandet og kammermusikken Tatjana Kandel, og endelig Søren Bojer Nielsen som er musikchef for Sjællands Symfoniorkester og formand for Kunstrådets musikudvalg. DR vil stadig ikke kommentere nærmere på sagen, før begrundelsen til fyringen er officiel. Radiosymfoniorkestrets chefdirigent, Thomas Dausgaard, udtaler dog i en anden artikel i Berlingske Tidende, at »vi har brug for et fyrtårn på orkesterchefens plads med usvigelig tro på kvalitet«, og betegner DR beslutning om at fyre Veng for grotesk.
kb
FLERE NYHEDER