Nyhed

Znaiders DR-debut som dirigent

Jorden rundt kender man Nikolaj Znaider som værende blandt verdens bedste violinsolister. I de seneste år har han desuden gjort en ihærdig indsats for at prøve dirigentfaget af. Man må gå ud fra, at det er via et stort internationalt netværk, han har bygget op gennem mange års solistvirksomhed, at klasseorkestre som London Symphony Orchestra, Dresden Staatskapelle og Mariinskij Teatrets orkester hyrer ham. Men for at blive geninviteret kræver et stort talent.

Kritikerne har været delte om Znaiders præstationer på podiet. Og det er klart, at det tager tid at løbe et nyt karrierespor i gang. Da Znaider sidste år dirigerede Los Angeles Filharmonikerne, mente LA Times, at han var: “En solist, der synes at tage de rigtige skridt i retning af at bestride begge roller”. De danske anmeldere har taget noget hårdere imod Znaider, som dog har udviklet sine evner og i takt har fået flere dirigentopgaver.

Den 24. november gæster han for første gang DR SymfoniOrkestret i dirigentrollen, og det sker med Bruckners 7. Symfoni og Mozarts Klaverkoncert nr. 22.

Per Erik Veng, der var orkesterchef for DR SymfoniOrkestret i næsten 20 år, udtrykker det sådan om udsigten til, at Nikolaj Znaider skal dirigere DR-orkestret:
“Nikolaj er en stor musiker og kunstner – og det er ofte set, at man begynder som instrumentalist og går videre med direktion. Lorin Maazel og Jaap van Zweden var fx store violinister, før de begyndte at dirigere. Nikolaj har invitationer nu fra mange toporkestre, og det vil være naturligt at invitere ham til at dirigere i Danmark også, hvad Det Kgl. Kapel og DR SymfoniOrkestret jo også har gjort”.

Foto: Magnus Skrede

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER