Pladenyt

Beethovens Fantasi

Det Svenske Kammerorkester er nået til vol. 12 i deres Beethoven-serie under Thomas Dausgaard, som har været deres chefdirigent siden 1997. Indspilningen er optaget i henholdsvis 2001 og 2005. Ved en berømt maratonkoncert i 1808 i en bidende kold sal stod programmet på hele fire timers musik af Ludwig van Beethoven. Kronen på værket den aften skulle være det nye værk, Fantasi i c-mol for klaver, sangsolister, kor og orkester, som er blevet sammenlignet med 9. Symfoni, der ligeledes ender med en jublende korfinale. Men flere ting gik ikke helt, som den på det tidspunkt stærkt hørehæmmede komponist havde planlagt. Han var i forvejen ikke perlevenner med orkestret, og mindst én af solisterne fik han fornærmet. Fantasien er desuden måske det sidste værk for klaver og orkester, Beethoven optrådte som klaversolist ved, så det øvrige værk på cd’en, Klaverkoncert nr. 5 ‘Kejserkoncerten’ fra året efter, vovede han så vidt vides aldrig at spille i offentlig regi. Senere påbegyndte han af to omgange skitser til nye klaverkoncerter, det første i 1812, som ændrede sig til at blive hans 8. Symfoni. Solist på Simax Records’ cd er russeren Boris Berezovskij, som har gæstet danske koncertsale med især senromantisk, brillant repertoire.
Beethoven: Klaverkoncert nr. 5 og Fantasi i c-mol | Simax 1285

Bestil abonnement på magasinet KLASSISK

FLERE PLADENYHEDER