Pladenyt

Blomstedt – den omhyggelige svensker

I år gik Sonnings Musikpris til svenskeren Herbert Blomstedt, der har haft et forhold til DR SymfoniOrkestret siden 1956, hvor han dirigerede dem første gang. Han blev dets chefdirigent i 1967, som den første til at sidde alene på posten, og stod ved roret gennem nogle vanskelige år, hvor der skete et generationsskifte. Dengang var der også fløje, der kæmpede om avantgardens plads på programmet og for at få den væk, men Blomstedt var med på at prøve det hele og gjorde det med en konstant omhyggelighed, som stadig er kendetegnende for den snart 89-årige maestro. Det kan man opleve på en ny dvd med liveoptagelse fra en koncert i Roskilde Domkirke fra 2007, hvor han og DR-orkestret efter eget ønske opfører henholdsvis Bruckners og Schuberts 7. Symfonier. I samtale med forfatteren John Fellow fortæller Blomstedt i 80 minutter om at spille i et sted som Roskilde Domkirke med 6-7 sekunders efterklang, om Bruckners forhold til orgelet og fordomme om instrumentet, om at opføre Bruckner med Gewandhausorkestret og meget andet.
Herbert Blomstedt dirigerer Schubert & Bruckner | Dacapo 2.110416

Læs også: Det handler om energi | Interview med Herbert Blomstedt

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE PLADENYHEDER