Pladenyt

Dystre toner fra Poul Ruders

Sidste del i Poul Ruders’ trilogi med ensembleværket ‘Nightshade’ (1986), ‘The Second Nightshade’ (1991) for kammerorkester og ‘Final Nightshade’ (2003) for stort orkester er her indspillet for første gang, og udgives på cd i selskab med sine to yngre søskende. Om værkerne fortæller komponisten, at han ønskede at benytte de mest basale midler til at skabe musikalsk kontrast: mørk/lys, hurtig/langsom, kraftig/svag og så videre. Ruders’ evne til at fremmane gotisk uhygge ånder tungt over den første ‘natskygge’. I anden del af trilogien brummer et tågehorn eller noget lignende i halvmørket, en panik begynder langsomt at udvikle sig og billedskabende effekter jager lytteren rundt i det dunkle landskab, som munder ud i en søjlegang af noble messingklange med kravlende djævle lige i hælene. New York Filharmonikerne er bestilleren af tredje del, som på cd’en opføres af Odense Symfoniorkester. Den bærer undertitlen ‘An Adagio of the Night’, og er ligesom de to foregående dyster, men mere enkel og monoton, hvilket den også blev kritiseret for ved uropførelsen i New York dirigeret af Lorin Maazel, hvor den ifølge NY Times efter komponistens ønske blev trukket bredt ud og spillede 11 minutter længere end på indspilningen.
Poul Ruders: Nightshade Trilogy | Bridge Records 9433

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE PLADENYHEDER