Pladenyt
Elektronpionér hyldes
12. april 2017
12. april 2017
I 2016 tog vi afsked med ganske mange vigtige kunstnere. Iblandt dem var dansk musiks elektronpionér Else Marie Pade, der først i en høj alder opnåede anerkendelse i offentligheden. Som hyldest til hendes indsats for denne niche udgav Dacapo i december et par håndfulde yngre electronicakunstneres remix af Pades syrede Etude fra 1962. Bidragene af de yngre danskere varer ligesom forlægget hver især præcis fem minutter og 33 sekunder. I tilfældet med kvartetten We Like We (violin, cello, slagtøj, stemme) fylder de akustiske instrumenter meget, hos Heidi Mortenson mættes rummet af ambiente lyde, i Jacob Kirkegaards univers er vi på rumrejse med pludselig interferens, Bjørn Svin får manipuleret etuden i retning af en ustoppelig vanvidsmaskine, og SØS Gunver Ryberg skruer ned for Pade og drejer over i eksperimentalpop.
EMP RMX 333 – a tribute to Else Marie Pade | Dacapo 8.226593
FLERE PLADENYHEDER