Pladenyt

Kaufmann i voksentegneserie

I 1967 udvidede Herbert von Karajan de sommerlige Salzburg Festspil med en afdeling i påsken. Hans Berliner Filharmonikere var husorkester – indtil 2011, hvor manden længe havde været død, og den nuværende ledelse så begyndte at frygte for påskefestivalens fremtid. Men Christian Thielemann og dennes Staatskapelle Dresden sagde ja tak til at udfylde tomrummet og blev redningsmænd. Det er også Thielemann og kapellet, der står for instrumentalsiden på dvd-optagelsen af ‘Bajadser’ og ‘Cavalleria rustica’ med stjernetenoren Jonas Kaufmann i de to enakters hovedpartier. Få dirigenter er så enøjet germansk orienterede som Thielemann, der endda har skrevet en bog med titlen ‘Mit liv med Wagner’, så det er usædvanligt at se ham i veristiske operaer.
De to forestillinger er instrueret af Philipp Stötzl, som er vant til både at arbejde med scene- og filmproduktioner, hvilket blandt andet skinner igennem ved integrationen af livevideo og i lyssætningen, så den ene opera ses i sort/hvid og den anden i farver. Magasinet Opernwelt kårede i 2015 Stötzl til årets scenograf for hans »splintrede kukkasse-scenografi med multi-perspektiv inspireret af æstetikken i voksentegneserier«.
Leoncavallo & Mascagni: Bajadser – Cavalleria Rusticana | Sony 88875193409

Læs også: Thielemann udnævnt til musikchef for Bayreuth Festspillene

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE PLADENYHEDER