Pladenyt
Langgaard i sine følelsers vold
23. august 2017
23. august 2017
Rued Langgaards musik får helt berettiget megen opmærksomhed efter årtiers forsømmelse af et helt musikliv. Pianisten Berit Johansen Tange er nået til sin vol. 3 i serien med soloklaverværker af den dejligt fritænkende og opfarende komponist. Musikken er ligeså uberegnelig her som (næsten) altid og murrende i sine filosofiske spekulationer, der ofte munder ud i overraskende udråb. Værktitlerne er også i denne omgang sigende, selvom man måske skal have et par stikord for at forstå hele meningen med galskaben. Således kan vi læse i Esben Tanges cd-noter, at det gådefulde og maniske klaverstykke ‘Som en Tyv om Natten’ (1930) handler om Kristi genopstandelse og dommedag, og tangenterne er da også ved at skumme over af bar ekstase – for så ligeså pludselig at skifte til det stik modsatte temperament! Man ser levende for sig Langgaard i sine følelsers vold. Dette klaverværk samt to andre på albummet er førsteindspilninger. I den udtryksmæssigt helt anden grøft er den fredfyldte og næsten hviskende ‘Chiesa madre’ (1949), skrevet tre år før komponistens død, og det står som et symbol på den ro, hans stærke religiøsitet også kunne tilbyde ham.
Langgaard: Klaverværker vol. 3 | Dacapo 6.220631
FLERE PLADENYHEDER