Lulu som voldtægtsoffer

Det er en fryd at se, hvor ofte Alban Bergs geniale og krævende ‘Lulu’ bliver sat i scene i det nye årtusinde, og endda instrueret af de helt store kanoner. Selv den forsigtige Metropolitanopera opsætter den med jævne mellemrum, sidste år med den danske baryton Johan Reuter i operaens mandlige hovedparti, Dr. Schön, overfor den tyske koloratursopran Marlis Petersen i titelrollen. På en ny dvd gentager hun succesen i Den Bayerske Statsoperas nye iscenesættelse kreeret af den omdiskuterede Dmitri Tcherniakov. Det er ikke mindre end hendes niende opsætning af ‘Lulu’, så hun er ikke helt på bar bund, når hun tager opgøret med at nedtone femme fatale-siden af rollen, som længe har hængt fast i karaktertegningen. Marlis Petersen betoner, at Lulu ved operaens start kun er 15 år og derfor kun et barn, der har lært nogle tricks udi forførelsens kunst på gaden. I parentes bemærket har mindst én anden nyere opsætning også nedtonet Lulus sexappeal, nemlig Christof Loys bud, hvor hun fremstilles mere som voldtægtsoffer end man-eater. Med en labyrint af glas på scenen søger Tcherniakov at tydeliggøre relationerne mellem figurerne i plottet, der efter hans mening er for overlæsset. Dr. Schön, på München-dvd’en i skikkelse og røst af Bo Skovhus, synges af samme person som Lulus nemesis, Jack the Ripper, hvilket publikum ikke altid fanger, og andre roller i værket har forbindelser til hinanden.
Berg: Lulu | BelAir

Læs også: Powder Her Face | Operaanmeldelse