Pladenyt

Netrebko som manipulerende Lady Macbeth

Den russiske soprandiva Anna Netrebkos omskift til en mørkere klang efter barnefødsel har mødt kritik, men der er også dem, som priser hendes mulighed for at komme ud af den fastlåste bås som belcantosanger.
En rolle som den giftigt manipulerende Lady Macbeth i Verdis tidlige Shakespeare-opera ʼMacbethʼ er ofte blevet sunget af mezzosopraner, og figuren kræver også en frigørelse fra samtidens ideal om vokal skønhed. I en korrespondance skrev Verdi direkte, at Lady skulle være fæl, ond og dyster.
Metropolitan genoptog sidste år Adrian Nobles iscenesættelse af ʼMacbethʼ fra 2007. Instruktøren, der i 13 år var leder af Royal Shakespeare Company, førte den oprindelige handling fra 1100-tallets Skotland op til kort efter Anden Verdenskrig. I den konservative højborg, som the Met nu er, tog publikum imod Nobles koncept med blandede følelser, selvom der ikke var tale om en radikal produktion. Ifølge New York Times besad den »frygtløs beslutsomhed og seksualkraft«. Internetsiden bachtrack.com fremhæver Zeljko Lucic i titelrollen: »Man hører ofte beklagelser over mangel på sande Verdi-barytoner, sådan har det været i årtier, men Lucic er den ægte vare«.
Den stjernespækkede rolleliste tæller i øvrigt også bassen René Pape og en af danskernes favorittenorer, Joseph Calleja, og i orkestergraven såmænd DR SymfoniOrkestrets kommende chefdirigent, Fabio Luisi.
Verdi: Macbeth | DG 0735222

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE PLADENYHEDER