Nyhed

Svimlende blokfløjtespil og stønnende sang | Koncertanmeldelse

Paul Hilliers fødselsdagskoncert bød på en rejse ud i hjørnerne af vestlig musik.


Af Andrew Mellor

»All the pleasure here and there / Amounts at the end to grief and weeping«. Sådan lyder solostemmen, som sopran Else Torp indledte sin mands, Paul Hilliers, 70 års fødselsdagskoncert med. Teksten er fra 1300-tals salmen ‘Worldes Blis’, en nedslående advarsel til mennesket om ikke at spilde tiden på jorden – du høster, hvad du sår. I løbet af en karriere på næsten fire årtier har sanger, dirigent, komponist og musikforsker Hillier medvirket på mere end 150 musikudgivelser, der musikalsk spænder over et repertoire på 1000 år. Hans arbejde har i udpræget grad beriget musiklivet herhjemme såvel som i udlandet. Selv om værkerne bar præg af begravelsesstemning ved den hyggelige koncert-soire, er der forhåbentlig meget mere at komme efter fremover.

»Hillier har sans for at bringe vidt forskellige musikalske verdener sammen, så de danner et absorberende forløb«

Andrew Mellor

Paul Hillier flyttede til Danmark i 2003 og blev chefdirigent for vokalensemblet ‘Ars Nova Copenhagen’ samme år, og over tid fik han også rykket sig eget ensemble ‘Theatre of Voices’ hertil. Disse to vokalensembler samt instrumentalister, bl.a. Michala Petri, Bolette Roed, Niklas Walentin, Ying-Hsueh Chen og Per Pålsson stod for musikken i Koncertkirken på Nørrebro, der præsenterede et udvalg af engelske og skotske folkemusikstykker som forspil til to store værker: John Cages ‘Ryoanji’ og Stravinskys ‘Cantata’. Bortset fra nogle bemærkelsesværdige musikalske huller (fraværet af skandinavisk og baltisk musik) var det en rejse ud i de mærkelige og vidunderlige hjørner af vestlig musik, der har gennemsyret Hilliers karriere.

Hillier har sans for at bringe vidt forskellige musikalske verdener sammen, så de danner et absorberende forløb. Fra Torps fuldmodne udførelse af ‘Worldes Blis’ sprang vi videre til Peter Maxwell Davies’ svingende ‘Renaissance Scottish Dances’ og derefter tilbage til den opslugende stilhed i James MacMillans udgave af den skotske folkemelodi ‘The Gallant Weaver’. I dette elskelige værk får korets altstemmer den bedste melodi, og sopranerne sættes til tider under pres – de lød lidt usikre i Koncertkirkens nådeløse akustik.

Kirken var fyldt med Hilliers venner, familie og kolleger, og koncerten handlede mere om fest end perfektion. Musikerne, der akkompagnerede de Elizabethanske danse, udstrålede glæde, og Per Pålsson tiltrak sig fokus med sit guitarspil. Efter den første pause afspejlede John Cages ‘Ryoanji’ Pelle Gudmundsen-Holmgreens idé om, at forskellige musikalske elementer over tid styrker hinanden. I dette tilfælde lyden af Michala Petris svimlede blokfløjtespil, Jakob Bloch Jespersens stønnende sang samt Ying-Hsueh Chens perkussionspil, der langsomt men sikkert samledes og blev afbalanceret og smukt.

Til slut hørte vi flere middelalderlige engelske tekster, sat i musik af Igor Stravinsky i sin skarpe ‘Cantata’ fra 1958. Koret kom sikkert gennem Stravinskys gribende klagesang, Else Torp sang den første ‘Ricercar’ med en smuk klang, og tenor Paul Bentley-Angell var kåd som et lam i ‘Sacred History’, der bevæger sig fra Kristi fødsel til hans korsfæstelse, mens det underliggende akkompagnement forvandles fra blomster til torne. Hver gang Bentley-Angell udførte en faldende kromatiske bevægelse på ordet ‘dance’, var den instrumentale kontekst anderledes. Men til slut endte det med en beroligende dur-akkord. Således var der hele tiden noget nyt og vidunderligt at lytte til samt det ultimative løfte om mere i vente. Et musikalsk portræt af Hilliers karriere, der bød på gammelt, nutidigt og et håb for nye projekter.

Paul Hilliers 70-årsdagskoncert
Koncertkirken, Kbh., 9.2.18

Foto: Ditte Capion

– o –

Woozy recorders and moaning vocals | Concertreview

A journey through the strange and wonderful corners of western music.

***** (5 stars out of 6)

By Andrew Mellor

‘All the pleasure here and there / Amounts at the end to grief and weeping.’ The lone voice of soprano Else Torp opened her husband Paul Hillier’s seventieth birthday concert with the thirteenth-century hymn Worldes Blis, a sobering warning to human beings against time misspent on earth – that you reap what you sow. Over a career of almost four decades the singer, conductor, composer and musicologist Hillier has made more than 150 recordings of music spanning at least ten centuries. His work has enriched Denmark’s and the world’s music life to an unfathomable degree. Despite the funereal nature of much of the music at this hyggelig concert-soiree, there is hopefully plenty more to come. 

»Hillier has long had a knack for bringing utterly different musical worlds together to form an absorbing sequence«

Andrew Mellor

Hillier moved to Denmark in 2003, becoming Chief Conductor of Ars Nova Copenhagen that year and eventually transplanting his own ensemble Theatre of Voices here too. Those two vocal ensembles were joined by instrumentalists including Michala Petri, Bolette Roed, Niklas Walentin, Ying-Hsueh Chen and Per Pålsson for this dinner-performance at Koncertkirken that presented a smorgasbord of English and Scottish folksong as a prelude to two big works: John Cage’s Ryoanji and Stravinsky’s Cantata. With some notable gaps (Scandinavia and the Baltic States), it was a journey through the strange and wonderful corners of western music that have permeated Hillier’s career.

Hillier has long had a knack for bringing utterly different musical worlds together to form an absorbing sequence. From Torp’s wholesome delivery of Worldes Blis we sprang straight into Peter Maxwell Davies’s swinging Renaissance Scottish Dances and then back to the rapt stillness of James MacMillan’s choral setting of the Scottish folksong The Gallant Weaver. In this work so beloved of audiences and singers, the choir’s altos get the best tune and the sopranos are put under pressure with an exposed opening, which sounded a little shaky in koncertkirken’s unforgiving acoustic. 

But this was a concert filled with Hillier’s friends, family and colleagues and more about celebration than perfection. Joy bounded through the instrumental ensemble’s Elizabethan dances while Per Pålsson drew the focus of the busy church with his guitar. After the first break, John Cage’s Ryoanji reflected Pelle Gudmundsen-Holmgreen’s idea that over time, apparently different musical elements can find an empowering relationship with one another. In this case, Michala Petri’s woozy recorders, Jakob Bloch Jespersen’s moaning vocals and Ying-Hsueh Chen’s wooden percussion slowly coalesced towards something balanced and beautiful. 

To finish, we heard more medieval English texts, these set by Igor Stravinsky in his pungent Cantata of 1958. The choir stood firm through Stravinsky’s poignant dirges, Else Torp sang the first ‘Ricercar’ with nobility and tenor Paul Bentley-Angell bounded like a spring lamb in ‘Sacred History’, which moves from the dance of Christ’s birth to his crucifixion as the instrumental ensemble twists from flowers into thorns underneath. Each time Bentley-Angell arrived at the falling semitone on the word ‘dance’, the instrumental context was eerily different. But it ended on a reassuring major chord. Thus there was always something new and wonderful to hear, with the ultimate promise of more to come. A musical picture of Hillier’s career past, present and future. 

Paul Hillier’s 70th Birthday Concert
Koncertkirken, Cph., 9.2.18

Foto: Ditte Capion

Læs også: 95 procents perfektion | Koncertanmeldelse

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER