Bartolis skelsættende ’Norma’

Når man sætter første cd i afspilleren, er det første, man oplever, en orkesterklang og et spil, der helt afviger fra, hvad man har været vant til at høre. Det har været gentaget til hudløshed, at lige så udsøgte Bellinis melodier og hans sans for sanglige effekter var, lige så primitiv og farveløs var hans orkesterbehandling. Orchestra la Scintilla og dirigenten Giovanni Antonini viser noget andet. På gamle instrumenter og med opførelsespraktisk frasering bliver plysset skrabet af orkesterlyden, og den fremstår rå og differentieret. Naturhorn og trompeter signalerer den krigeriske atmosfære, som operaen foregår i. Orkestret bliver opgraderet til en vigtig medspiller.
Sangerne er imidlertid altafgørende i en bel canto-opera som denne. Cecilia Bartoli er en individuel men meget spændende Norma. For den, der er vant til en Norma med brillant højde og heroiske toptoner, er det en omvæltning at høre en mørkfarvet, hele tiden changerende stemme…
LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 30