Et spørgsmål om at vælge

Alt er hvidt i hvidt i åbningsbilledet: hvide sofaer, hvide jakker, hvide skæg, hvide kjoler på en scene rammet ind af hvide kuber. Sådan ser den græske landsby ud i Philipp Kochheims iscenesættelse af Bohuslavs Martinus opera ‘The Greek Passion’. Det er godt set!

Et lille samfund isoleret, perfekt, kontrolleret – blandt andet af byens præst, der står i spidsen for forberedelserne af et passionsspil. Man har nok i sig selv, men freden forstyrres, da en gruppe fremmede flygtninge bryder ind i idyllen, og her begynder det at gå galt: både i handlingen med sin mangefacetterede konflikter og i en iscenesættelse, der lægger flest kræfter i flygtningeproblematikken.

Spektakulært med en båd, der entrerer scenen, overfyldt af mennesker i orange redningsveste badet bagfra i et stærkt lys, der blænder totalt og måske antyder, at her finder et mirakel sted. Landsbyens indbyggere ser dog langt fra de spraglede flygtninge som et mirakel, og med præsten Grigoris i spidsen søger nogle af dem at fordrive de fremmede, mens nogle af dem, der i passionsspillet har fået roller som Jesus og hans disciple prøver at hjælpe.

»Martinus tonalt kantede musik klinger godt og står knivskarpt i Andrea Hotz’ hænder godt hjulpet af et veloplagt Aarhus Symfoniorkester«

Et tema i Martinus opera er næstekærlighed, og i librettoen er det folk fra en naboby, som er fordrevet under den tyrkisk-græske krig i 1920’erne, mens Kochheim drejer det i en mere universel (og politisk) retning med de bådflygtninge, som er en af de store humanitære katastrofer og nationale udfordringer i dag. Men ved at træde ind på denne aktuelle sti, får Kochheim ikke rigtig fat i de dybere religiøse, eksistentielle lag i ‘The Greek Passion’.

Martinus opera findes i to versioner, hvoraf den sidste fra 1958-59 med engelsk tekst er den hyppigst spillede – det er også den, der bliver spillet i Aarhus – og komponisten har et dobbelt sigte med sit værk: dels flygtningespørgsmålet dels den religiøse (læs kristne) identitet i en efterkrigstidsverden, hvor næstekærlighedsspørgsmålet er mere aktuelt end nogensinde.

I operaen personificeret ved hyrden Manolios, der bliver udpeget til at være Jesus i passionspillet, men som gradvist identificerer sig mere og mere med denne ’rolle’, viser barmhjertighed, næstekærlighed og til sidst selvopofrelse. Og det er dér, operaen for alvor bliver interessant. Er han endnu en falsk Messias eller et menneske, der virkelig har forstået spørgsmålet om at vælge den rette vej i tide? Kochheim glider af på dette spørgsmål, fremstiller Manolios som en outsider, en nar iklædt guldkåbe som en anden kejser, og dermed ender denne opsætning som en fuser med flygtninge på ny flugt med et EU-flag i baggrunden. Så fik vi også den med.

Opsætningen er en co-produktion med Theater Osnabrück fra april 2022, og der er en del gengangere på solistsiden samt samme dirigent, og det er godt, for Martinus tonalt kantede musik klinger godt og står knivskarpt i Andrea Hotz’ hænder godt hjulpet af et veloplagt Aarhus Symfoniorkester. Ligesom der er meget at glæde sig over på sangsiden, ikke mindst med den australske tenor James Edgar Knight som Manolios med både varme og power i sin klang og Amira Elmadfa som enken Katarina, der spiller Maria Magdalena i passionsspillet og smukt smelter sammen med denne skikkelse båret af en varm og nuanceret stemme.

I de andre roller kan man glæde sig over en intens Michael Ha i rollen som Yannakos, der lever sig ind i rollen som disciplen Peter med stærk intens stemme, mens Sten Byriel er overbevisende i dobbeltrollen som en af byens selvretfærdige spidser og en gammel selvopofrende mand blandt flygtningene – Byriel behersker nuanceringens kunst. Nævnes skal også Norbert Schmittberg som Panait, der som Judas både forråder og dræber Manolios/Jesus.

I en skuespilklasse for sig er Rhys Jenkins som den både fede og selvfede præst Grigoris, mens Mikolaj Bonkowski har knap så megen gennemkraft som flygtningenes præst. Sidst men ikke mindst koret! Et sammensat kor fra Den Jyske Operas Kor med ekstra sangere, unge sangere fra TalantU og sangstuderende fra konservatoriet. Ikke blot velsyngende, men også med medrivende indlevelse i de mange forskellige karakterer, som landsbyboerne og flygtningene udgør.

Som en ekstra understregning af flygtningetemaet, medvirkede flygtninge som statister, og i foyeren kunne man gennem en stærk fotoudstilling med tekster få ægte skæbner tæt ind på livet. Mennesker som nu er en del af det danske samfund, som er kommet gennem nåleøjet og måske har mødt næstekærlighed. I hvilken form den nu har gestaltet sig.

Steen Chr. Steensen

Martinu: The Greek Passion
Rhys Jenkins, James Edgar Knight, Michael Ha, Amira Elmadfa, Stephanie Hershaw, Norbert Schmittberg, Andreas Winther, Erik Bekker Hansen, Sten Byriel, Al Dresden Ramos, Morten Wang, Aarhus Symfoniorkester, Den Jyske Operas Kor m.fl., dir. Andreas Hotz, iscen. Philipp Kochheim, genopsætning Barbora Hamalová.
Musikhuset Aarhus, 27. august 2024

Foto: Anders bach / DJO