Farfar og barnebarn Koppel

Resultatet er spændende og med en indre sammenhængskraft, som udgiverne sikkert har haft sig for øre. De klassiske Herman D. Koppel-værker er dejlige eksempler på, hvor konsekvent og målrettet, komponisten arbejder med det musikalske materiale samtidig med, at det er gennemstrømmet af en rytmisk energi med rødder i både Bartók og jazzmusikken. De to solocelloværker af henholdsvis Herman D. og Benjamin spejler sig på en pudsig måde i hinanden. Det er interessant, hvor tæt op ad farfaderens stil, Benjamin Koppel lægger sig i sit værk uden på nogen måde at efterligne eller kopiere.
/Steen Chr. Steensen